Hvad er Amnesty Youth?
Amnesty Youth er unges mulighed for at deltage i Amnestys arbejde. Amnesty Youth er en del af Amnestys aktivisme og henvender sig specifikt til unge på ungdomsuddannelser. Som youth-aktivist bliver du også en del af et stort internationalt netværk med grupper i mange lande.
Hvorfor er youth-arbejdet i Amnesty vigtigt?
Unge udgør størstedelen af befolkningen i verden, og unge udgør også en stor del af Amnesty International på verdensplan. Amnesty Youth er med til skabe en kultur blandt unge, hvor menneskerettighederne bliver respekteret og anerkendt. Amnesty har desuden brug for jer, fordi I er gode til at blive set og hørt og er derfor med til at sikre Amnesty gennemslagskraft.
Hvad er en youth-gruppe?
En youth-gruppe er en gruppe af unge på en ungdomsuddannelse, der går sammen om at støtte Amnestys arbejde på en kreativ måde. Grupperne mødes som regel en gang om måneden og planlægger mindre kampagner eller events på deres skole eller i deres lokalområde.
Hvad laver en youth-gruppe?
Youth-grupperne arbejder med Amnestys kampagner. Vi sørger for, at I får materialer, forslag og gode idéer til, hvordan I kan gøre jeres venner og medstuderende opmærksomme på menneskerettighedskrænkelser. I kan lave underskriftindsamlinger, koncerter, temadage, filmaftener og meget andet. Aktiviteterne må gerne være sjove, men skal også sikre, at Amnesty får sit budskab igennem.
Hvordan starter jeg en youth-gruppe?
Hvis du er intereresseret i at starte en youth-gruppe, så tilmeld dig her. Så kontakter vi dig, og du får tilsendt en startpakke. Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til youth@amnesty.dk.
Hvad med økonomien?
Vi sender altid nogle materialer, som I kan bruge og hvis I laver caféaftener, fester eller en koncert kan I få entré og baren til at dække udgifterne.
Hvis en youth-gruppe har brug for penge eller en underskudsgaranti til en større aktivitet, kan grupperne søge Amnestys aktivismefond om penge. Skriv til youth@amnesty.dk for at høre mer.
Skal jeg være medlem af Amnesty for at være youth-aktivist?
Nej, det skal du ikke. For at få stemmeret ved landsmødet skal du dog være medlem af Amnesty. Vi opfordrer derfor alle youth-aktivister til også at tegne et medlemskab, så I kan bruge jeres demokratiske stemme.
Hvor meget tid bruger man som youth-aktivist?
De fleste youth-grupper mødes en gang om måneden for at planlægge aktiviteter. Det er dog op til gruppen selv at vurdere, hvor meget tid I vil bruge på arbejdet.
Kan man lave youth-arbejde uden at være en gruppe?
Ja, det kan du godt. Du kan sagtens bestille materialer og udføre aktiviteter alene, men det er nogle gange sjovere at være flere til at løse opgaverne.
Hvordan kontakter jeg Amnesty?
Amnesty har et kontor i Århus og København. På hvert kontor sidder en medarbejder, der kan hjælpe dig med konkrete spørgsmål. Kontakt youth@amnesty.dk


Hjælp os i kampen for menneskerettighederne

