29 jun, 2010, kl 14:10

Af Mia Forum Palvig

Særligt ved forestillingen i år er, at det er børnenes helt eget projekt. Lærerne har overdraget ansvaret og processen til skolens 7. og 8. klasser, som så har taget alle de store beslutninger i det 3 uger lange forløb. Eneste instruks var, at handlingen skulle foregå på et skib og kredse om menneskerettigheder. Menneskerettigheder er KonTikis tema for hele skoleåret, som gennemføres i samarbejde med Amnesty Internationals danske undervisningsafdeling, Amnesty Interactive. KonTiki er nemlig en del af Amnestys globale projekt Human Rights Friendly Schools, som er iværksat for at skabe en menneskerettighedskultur i skolerne. Overdragelsen af ansvaret for Store Forestilling til børnene er et led i at styrke demokratiprocessen på skolen, fortæller skoleleder Ane Fabricius. Det er sket ud fra tesen om, at "når man får ansvar, tager man ansvar."

Mødet med 'de andre'
Tæppet går op og ind vælter 140 børn i fine kostumer og finder deres plads på det store skib. Kaptajnen fløjter af, og alle passagererne vinker ned til publikum, der må blive tilbage på landjorden. Øverst på skibet er soldækket, hvor liggestole står klar til at indbyde de rige passagerer. På scenens mellemste dæk er skibets restaurant med fint dækkede hvide borde, hvor Atlanterhavets azurblå vande kan skimtes gennem vinduerne. Nederste dæk huser det mørke maskinrum hvor maskinmesteren holder pisken over de stakkels arbejdere. "Der er en symbolik i scenens lag," påpeger Kasper Bartholin, lærer og initiativtager til årets forestilling. På skibet mødes folk fra alle samfundets lag - både rige krydstogtdeltagere, tjenere og rengøringsdamer, pirater og folkeslag i Syd. Forestillingen handler om klasseforskelle og mødet med 'de andre'.

Teaterkompagniet styrer
7. og 8. klasse, som i forløbet har været samlet i Teaterkompagniet, har nedsat forskellige arbejdsgrupper og inddelt resten af skolen i dem. Der er blevet syet kostumer, malet kulisser og skrevet manuskript. De ældste børn har spurgt, hvad de yngre børn gerne ville lave, men i sidste ende har det været deres beslutning - til trods for, at lærerne ikke nødvendigvis har syntes, det endte med de mest optimale grupper. Som regel lægger skolen med Store Forestilling vægt på, at det enkelte barn udfordres og ikke blot vælger det, de er bedst til. Men i år styrer børnene. Det betyder, at der er mange drenge i teknikgruppen og flere piger i dansegruppen. "Men det betyder også," siger dansk- og engelsklærer Berit Lunding, "at børnene i særlig grad føler, at det er deres forestilling. Ingen har blandet sig i replikker eller i, hvilke personligheder der skulle være om bord på skibet." Som aktive deltagere i processen bliver børnene i høj grad medejere til produktet. Forestillingen bærer også tydeligt præg af, at være blevet skrevet af unge mennesker. Bandet spiller moderne popmusik og nogle af replikkerne er nok svære at forstå for de ældre generationer på tilskuerrækkerne. Berit Lunding fortæller, at børnene på KonTiki er vant til at tage teten, da de ofte arbejder projektorienteret i længere forløb. De er også vant til at spille teater, og det har tydeligt afspejlet sig i processen, siger hun. De ældste elever har i mange år set hvordan lærerne har grebet Store Forestilling an, og har i år overtaget opgaven med stor iver og beslutsomhed.

Lærere som konsulenter
Det har været en udfordring for KonTikis lærere at træde et skridt tilbage. De er blevet udfordret i det de 'plejer' og skulle i stedet følge Teaterkompagniets idéer og hjælpe med at føre dem ud i livet.  Lærerne har mest af alt haft en konsulent-rolle i processen, og det har en gang imellem været svært ikke at blande sig, siger Berit Lunding. "Dialog og samarbejdet med de ældste børn har været en udfordring for mange lærere," fortæller hun. Lærerne og børnene har haft hver deres styregruppe, som har samarbejdet, men børnene har haft det sidste ord. Der har været børn fra alle klassetrin i teatergrupperne, som er blevet ledet af de ældste børn og hver har haft to lærere tilknyttet. Det har fungeret godt for alle parter. Især for Liva fra 1. klasse, som har haft nogle gode uger: "Lærerne laver noget kedeligt noget. Det er sjovere med de ældre elever," er hendes vurdering. Børnene har haft ansvaret for hele forløbet, hvilket vil sige, at de også stod for evalueringen efter Store Forestilling løb af stablen. Lærerne på KonTiki plejer at evaluere ved at fokusere på de positive aspekter og give plads til at overveje en enkelt ting, som kunne gøres anderledes. I år giver de ældste børn lige dele plads til positive og negative kommentarer i evalueringen. De har savnet at kunne være negative i deres kritik, fortæller Teaterkompagniet. Og så blev det sådan.

Demokratiske processer udfordres
Overdragelsen af ansvaret for Store Forestilling til børnene går godt i spænd med menneskerettigheder som årligt tema. Med temaet kommer demokrati i fokus, både for lærere, børn og ledelse. "Emnet menneskerettigheder er en mulighed for at se på de demokratiske processer i hele skolens organisation. Vi ser os selv efter i sømmene," siger Ane Fabricius. Beslutningsprocessen er blevet udfordret, og det har været en omvæltning for både lærere og ledelse. Ane Fabricius fortæller, at lærerne jo gerne er langt fremme i årsplanerne i forhold til planlægning af undervisning. Med børnene ved roret for Store Forestilling har det været noget anderledes, da de ældste klasser først har planlagt i ugerne op til forløbet. Lærerne fik ikke at vide af Teaterkompagniet, hvilke grupper de skulle arbejde med før en uge inden forløbet gik i gang. Det har krævet is i maven og tillid til, at de ældste børn havde planlægningen under kontrol. Kulminationen på forløbet, nemlig selve forestillingen, tyder på, at det havde de.

De uvidende forældre
Krydstogtskibet Copenhagen Paradise når endelig frem til paradiset Madagaskar. Skibets unge passagerer går på opdagelse og møder en lokal stamme. Børnene i stammen er udmagrede og har laset tøj på, som står i stærk kontrast til børnene fra krydstogtskibet. Deres forældre er døde og de må klare sig selv og livets barske omstændigheder. De rige børn vil gerne hjælpe, men er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til de fattige. En dreng foreslår: "Min far siger dyr skal aflives når de lider. Måske skal vi bare aflive dem." Til sidst beslutter de dog, at smugle børnene med om bord på skibet og tage dem med til et bedre liv nordpå. Men de må gemme dem i det mørke maskinrum, for deres forældre vil blive sure, hvis de opdager de nye passagerer. De voksne har nemlig ikke samme forståelse for andre menneskers rettigheder som deres børn har.

At spille menneskerettigheder
"Store Forestilling giver børnene mulighed for at se, spille og høre menneskerettigheder," siger Kasper Bartholin, og på den måde kommer emnet helt ind på kroppen. Ved at leve sig ind i rollerne bliver kulturforskelle og rettigheder levende på en anden måde end i den almindelige undervisning. KonTiki gør meget ud af at bryde den almindelige undervisning og temaet menneskerettigheder har dannet ramme om flere projektforløb. I efteråret blev hele skolen evakueret i en uge som led i et rollespil, hvor børnene blev forskelsbehandlet og diskrimineret, og i maj måned bliver den årlige lejrskole erstattet af besøg af udenlandske børn fra andre Human Rights Friendly Schools. Kasper Bartholin fortæller, at nye forældre på skolen ofte bliver forbavsede over, at der hvert år bruges 3 uger på Store Forestilling. Men KonTiki lægger meget vægt på, at de kompetencer det giver børnene, er det hele værd. "De bliver rustet til at stå frem og tage et rum, til at sige deres mening. Ved selv at skulle det, får de også mere respekt for andre, der gør det," siger Kasper Bartholin. Ved at få oplevelsen af at stå på scenen og bryde nogle personlige grænser, styrkes børnene i deres egen formåen. De erfarer, hvor grænseoverskridende det kan være og vil derfor i fremtiden forhåbentlig være åbne overfor, når andre stiller sig frem med deres mening. Arbejdet med teater styrker også fællesskabet på skolen, da samarbejdet kræver indlevelse og øger kendskabet til hinanden.

Copenhagen Paradise sætter atter kurs mod Danmark, og alle passagererne danser og synger "take the shackles off my feet so I can dance" - helt i tråd med temaet menneskerettigheder.