Over hele Europa vedbliver romaerne med at være underrepræsenterede i lokal og national politik, og derfor er det ofte sådan, at staten hverken hører eller reagerer på romaernes sag.
Kan ikke varetage egne rettigheder
Den generelle ligegyldighed og til tider aggressive holdning fra samfundet over for romaerne har gjort det svært for dem at få magt til at kæmpe for deres egne rettigheder.
Romaerne har vanskeligt ved at blive en del af organisationer i civilsamfundet, og de er oppe imod vedvarende forhindringer i adgangen til retssystemet. Typisk kender de ikke deres juridiske rettigheder, de mangler penge og hjælp til at føre retssager, og de juridiske systemer er ofte gennemsyret af fordomme imod dem. Selvom antallet af roma-organisationer vokser i særligt Central- og Østeuropa forbliver de underbemidlede og har svært ved at få adgang til medier og offentlige institutioner.
Begrænset fremgang
Der har ikke været tilstrækkelig politisk vilje til at bruge penge på at forbedre romaernes civile, juridiske og politiske status, og derfor er millioner af romaer i dag reelt frakendt basale menneskerettigheder.
Der er dog sket den positive udvikling, at diskriminationen af romaer i Europa i stigende grad anerkendes som et brud på menneskerettighederne. Aktivister, ngo'er, internationale og regionale aktører handler på problemet ud fra et menneskeretsperspektiv.
På grund af EU's direktiver om ligebehandling er medlemsstaternes lovgivning mod diskrimination blevet betydeligt forbedret, og regionale initiativer som The Decade of Roma Inclusion ('Årtiet for inklusion af romaer') har skabt en platform, hvorfra de deltagende stater udvikler og forpligter dem selv til konkrete handleplaner. Problemet er imidlertid, at for få regeringer har valgt at deltage i initiativet, og viljen mangler til rent faktisk at gennemføre de politiske forpligtelser over for romaerne.
Politisk lederskab savnes
Regionale organisationer som EU, Europarådet og OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) har taget en række initiativer, men har reelt ikke kunnet komme med et fyldestgørende svar på medlemsstaternes alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.
Samtidig er det et problem, at de nationale myndigheder ikke lytter til og handler på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme i sager om diskrimination af romaer.
Der er behov for, at regeringer over hele Europa, Central- og Østeuropa såvel som Vesteuropa, tager lederrollen alvorligt og tager reelt ansvar for de daglige ydmygelser og krænkelser af Europas millioner af romaer.
