10 dec, 2009, kl 16:43

Indgroede fordomme om homoseksuelle gør, at mange må lyve om deres seksualitet for at få eller fastholde et arbejde, og nogle steder er det f.eks. direkte forbudt at oplyse børn om homoseksualitet. Mange homoseksuelle udsættes for fysiske og psykiske overgreb og bliver svigtet af de myndigheder, som burde beskytte dem.

Amnesty støtter pride-parader

Den udbredte fobi mod mennesker med en anden seksualitet markerer sig helt tydeligt i den vrede, som møder pride-parader i mange lande i Europa. Pride-paraderne finder sted over hele verden og har til formål at fejre forskellighed og samtidig sætte fokus på homo- bi og transseksuelles rettigheder.

Over hele Europa bliver aktivister, der forsøger at organisere prides, begrænset i deres arbejde og dermed nægtet deres ytrings- og forsamlingsfrihed. I nogle europæiske lande er prides decideret forbudt, i andre forløber prides under voldelige protester, uden at politiet griber ind. En stigende homofobi truer prides der, hvor de ikke var særligt udsatte tidligere. Det gælder f.eks. Ungarn og Tjekkiet. Derfor støtter Amnesty International aktivt prides der, hvor de er i fare.

Synlighed og sikkerhed under prides

Amnesty bidrager til, at prides bliver set og hørt ved at støtte de lokale organisationer, der organiserer prides og holde sig i tæt kontakt med myndigheder og medier for at lægge pres på modstandere af homoseksualitet. Amnesty International er ofte til stede ved prides for at overvåge sikkerhedssituationen.

For eksempel har Amnesty deltaget i Baltic Pride i den lettiske hovedstad Riga siden 2007.

Baltic Pride 2009: EU skal hjælpe homoseksuelle i de baltiske lande

Baltic Pride 2010 er planlagt til at afholdes i Litauen løbe af stablen i 2010, men priden kan løbe ind i store problemer. I 2009 blev det forbudt at informere om homoseksualitet i skolen og på offentlige steder i Litauen, og der blev stillet lovforslag, som bl.a. skal gøre det kriminelt for homoseksuelle at kysse og holde i hånd uden for deres hjem. Amnesty International overvåger nøje situationen i Litauen.

Homoseksuelle skal ikke gøres til kriminelle, og derfor arbejder Amnesty International for, at priden i Vilnius i Litauen bliver gennemført sikkert og synligt.

Læs mere: Homo-, bi- og transseksuelle diskrimineres verden over