Homoseksuelle er ofre for forfølgelse, dødsstraf, fængsling, tortur og chikane, og mange steder bliver de også udsat for tvungen "helbredelse" eller "omvendelse". Over hele verden fratages disse mennesker deres ret til at leve og elske i frihed og åbenhed.
Dødsstraf for at være homoseksuel
Ifølge international menneskerettighedslovgivning er det regeringers pligt at sikre, at bestemte dele af befolkningen - heriblandt seksuelle minoriteter - ikke udsættes for diskrimination. I mange lande lever regeringerne ikke op til den forpligtelse, og ofte er det endda myndighederne selv, der begår overgrebene.
I 2008 var det i intet mindre end 86 lande kriminelt at være homoseksuel. I syv lande - heriblandt Yemen, Iran, Mauretanien og Sudan - kan homoseksualitet ifølge loven straffes med døden. Selv i Europa, hvor diskrimination er forbudt ved lov, oplever mange homo- bi og transseksuelle at blive forfulgt og diskrimineret hver eneste dag.
Læs mere om Amnestys arbejde for homo-, bi- og transseksuelles rettigheder i Europa: Europas frygt for homoseksuelle skal stoppe nu
Seksuelle minoriteter har samme rettigheder
Seksuelle minoriteter har samme menneskerettigheder som alle
andre, og regeringerne er forpligtet til at fremme og sikre dem. Amnesty
International anser alle mennesker, som er fængslet alene på grund af deres
seksuelle orientering eller kønslige identitet som samvittighedsfanger.
Amnesty International kræver, at alle
regeringer:
- afskaffer love, der gør det kriminelt at være homoseksuel.
- indfører love, som forbyder diskrimination af homoseksuelle.
- bekæmper tortur og mishandling og tvungen 'helbredelse' af seksuelle minoriteter
- øjeblikkeligt og betingelsesløst løslader alle homoseksuelle samvittighedsfanger.
- bekæmper straffrihed og beskytter homoseksuelle imod overgreb ved aktivt at fremme og sikre deres menneskerettigheder
- sikrer at seksuelle minoriteters menneskerettigheder beskyttes og fremmes effektivt inden for FN-systemet og andre internationale organisationer.


Stop diskrimination af romaer i det tjekkiske uddannelsessystem. Skriv til den tjekkiske undervisninsminister