Amnestys nye rapport Injustice renamed: Discrimination in education of Roma persists in the Czech Republic undersøger den systematiske diskrimination af Romaer, som finder sted i det tjekkiske skolesystem.
"Uddannelse er vejen ud af den onde cirkel af fattigdom og marginalisering, som berører store dele af den romanske befolkning i landet," siger Nicola Duckworth fra Amnestys Europa-program. "Hvis ikke de tjekkiske myndigheder sikrer lige muligheder, så nægtes romanske børn deres chancer for en bedre fremtid og for fuld deltagelse som borgere i landet."
Baggrund: Århundreders grov racisme mod romaer
Placeres i skoler for udviklingshæmmede
Rapporten dokumenterer, at de tjekkiske myndigheder fortsat placerer børn og unge med roma-baggrund i specialskoler for mentalt handicappede på trods af en dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, der i 2007 fastslog, at denne praksis er diskriminerende.
"Den systematiske diskrimination af romanske børn i undervisningen fortsætter på trods af, at den gentagne gange er blevet udstillet internationalt og nationalt," siger Nicola Duckworth. "De tjekkiske myndigheder må stoppe isoleringen af romanske børn i skolerne og gribe til handling for at håndtere de underliggende årsager til diskriminationen."
Utilstrækkelige tiltag
De tjekkiske myndigheder vedtog i 2005 ellers en ny skolelov, som skulle afhjælpe problemet med placering af roma-børn i specialskoler. Men denne lov havde ikke anden konsekvens, end at skolerne blev omdøbt til 'praktiske grundskoler' - systemet, som placerer børnene i disse skoler og lærer dem et begrænset pensum, er essentielt det samme.
"De tiltag til at støtte roma-børns deltagelse i det almindelige uddannelsessystem, som de tjekkiske myndigheder annoncerede sidste december går ikke langt nok, idet de hverken er særligt omfattende eller juridisk bindende," siger Nicola Duckworth.
Amnesty har besøgt flere skoler i Ostrava, hvor 18 roma-børn i 1999 bragte den sag for retten, som resulterede i dommen fra den europæiske menneskerettighedsdomstol. Amnestys udsendte fandt, at roma-børn stadig er overrepræsenterede i de såkladte praktiske skoler og i klasser for børn med "milde mentale handicap". Nogle steder udgjorde romanske børn mere end 80 procent af eleverne i de praktiske skoler. Andre romanske børn placeres i rene roma-skoler, hvor undervisningen er af ringere kvalitet end i almindelige skoler.
Myndighedernes ansvar
"Pligten til at sikre en succesfuld inkludering af romanske børn i det almindelige uddannelsessystem ligger hos de tjekkiske myndigheder, som har en unik chance for at få vendt årtiers diskrimination og adskillelse," siger Nicola Duckworth.
Amnesty opfordrer de tjekkiske myndigheder til at:
- fryse alle henvisninger af børn til praktiske skoler eller til klasser for børn med mentale handicap for skoleåret 2010/2011 indtil disse er blevet evalueret;
- indføre lovgivning, som sætter en stopper for diskrimination i uddannelsessystemet, og igangsætte en omfattende plan med årlige mål for, hvordan adskillelsen af roma-børn i skolesystemet stoppes;
- sikre, at ekstra støtte øjeblikkeligt bliver gjort tilgængelig for de børn, som har brug for det for at kunne deltage effektivt i det almindelige skolesystem og udvikle sig inden for dette, så de kan leve op til deres fulde potentiale.


Hjælp os i kampen for menneskerettighederne