Træder Nigerias nye lov i kraft vil den gøre alle typer af forhold mellem mennesker af samme køn til en forbrydelse, der kan give op til 14 års fængsel. Derudover vil enhver, som overværer, kender til eller hjælper homoseksuelles forhold, kunne få op til 10 års fængsel og massive bøder.
”Hvis den lov bliver til virkelighed, vil den ikke alene forfølge mennesker for, hvad de gør, men også for hvem de er. Loven vil ramme mange mennesker, blot fordi de udøver deres basale menneskerettigheder, eller fordi de modsætter sig diskriminationen af andre på grund af en formodning om deres seksuelle orientering”, siger Erwin van der Borght, Amnestys direktør i Afrika.
Repræsentanternes Hus må stoppe loven
Før loven træder endeligt i kraft skal den godkendes af Repræsentanternes Hus og til sidst af Nigerias præsident.
Amnesty opfordrer på det kraftigste til, at loven aldrig når så langt.
”Repræsentanternes Hus må nu vise lederskab og opretholde rettighederne for alle nigerianere ved at afvise denne forkastelige lov”, siger Erwin van der Borght, Amnestys direktør i Afrika.
Loven forstærker stigmatiseringen
Allerede før den endelige vedtagelse gør loven stor skade i civilsamfundet, advarer Amnesty. Homoseksuelle i Nigeria lider i forvejen under stor stigmatisering, som gør, at mange foretrækker anonymitet. Det skader blandt andet indsatsen for at bekæmpe HIV.
Amnesty er også bekymret over, at den nye lov vil være med til at legitimere had og vold mod de seksuelle minoriteter i Nigeria:
”Denne lov vil skade en række civilorganisationers arbejde. Samtidig forstærker den hadet og volden mod enhver, som bliver mistænkt for at indgå i et forhold med en person af samme køn - uanset om det er bøsser, lesbiske, biseksuelle eller transseksuelle borgere”, siger Erwin van der Borght, Amnestys direktør i Afrika.
Nye fængselsdomme til homoseksuelle i Cameroun
I sidste uge blev tre camerounesiske mænd idømt fem års fængsel hver, efter at politiet ifølge anklageskriftet havde fanget dem i en seksuel handling i juli.
To af mændene sidder nu i fængsel, mens den tredje blev dømt i fravær, da han stak af efter at have betalt kaution.
Amnesty er bekymret for deres sikkerhed og opfordrer myndighederne til at løslade begge mænd omgående.
”Mennesker, som bliver beskyldt for denne type forbrydelser i Cameroun, bliver ofte overfaldet voldeligt af de andre fanger eller de ansatte i fængslerne. Mændene er dømt alene ud fra deres formodede seksualitet, og de bør løslades omgående. Myndighederne bør ophæve landets diskriminerende lovgivning mod homoseksualitet”, siger Erwin van der Borght, Amnestys direktør i Afrika
Fængselsstraffen på fem år er den hårdeste dom, der kan idømmes homoseksuelle i Cameroun.


Hjælp os i kampen for menneskerettighederne