Oleg Evloev og Dmitri Tian (billedet) er dømt for at have myrdet en kvinde og hendes tre børn. De har tilstået under tortur, men i dag nægter begge mænd sig skyldige.
Oleg Evloev blev idømt 25 års fængsel og Dmitri Tian livstid. Domme de i dag afsoner i et fængsel i Kasakhstan, selvom de nægter sig skyldige og siger, at de blev tvunget til at tilstå. Da Dmitri blev tilbageholdt fik han tæsk med plasticflasker og knipler og blev truet til at tilstå, ellers ville han ikke komme til at opleve sin retssag, for han ville 'begå selvmord'. Oleg blev nægtet søvn i tre dage og fik i lange perioder ingen mad eller drikke. Han fik en gasmaske på, så han ikke kunne trække vejret og var ved at blive kvalt.
Ingen undersøgelse
Oleg og Dmitri har flere gange klaget over tortur, men flere bevismaterialer er forsvundet. Blandt andet en video af Oleg, der dokumenterer den grusomme behandling.
Under retssagen bad dommeren ikke om en undersøgelse af torturovergrebene, men udspurgte de involverede betjente, om de havde begået tortur, hvilket de selvfølgelig benægtede. Olev Evloev og Dmitri Tian kræver fortsat en undersøgelse af tortur begået mod dem.
Tortur udbredt i Kasakhstan
Amnesty International har snakket med torturoverlevere, advokater og NGO'er og resultaterne viser tydeligt, at tortur bruges systematisk i Kasakhstan. FN's Særlige Rapportør for tortur er enig i dette billede. Han sagde i 2009, at brugen af tortur ikke foregår i enkeltstående tilfælde, og at de udbredte metoder er tæsk blandt andet med plasticflasker fyldt med sand, knipler og spark og kvælningsforsøg ved enten at bruge gasmasker eller plasticposer.
Også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har sagt, at enhver der bliver tilbageholdt i Kasakhstan er i stor risiko for at blive udsat for tortur.