30 sep, 2009, kl 07:32

Baggrund: Udlændinge henrettet

I 2007 meddelte den saudiarabiske Menneskerettighedskommission, at Sulaiman Olyfemis dødsdom var blevet stadfæstet af Kassationsretten og ratificeret af det Øverste Juridiske Råd. Han har derfor udtømt alle sine muligheder for appel og risikerer at blive henrettet når som helst.

Du kan hjælpe Sulaiman Olyfemi ved at sende dit eget brev og kræve, at han ikke bliver henrettet.

Hent brev her

Amnesty International er især bekymret for hans situation lige nu, fordi fem mænd for nylig blev henrettet, heriblandt en chadisk statsborger, hvis dødsdom Amnesty International havde opfordret de saudiarabiske myndigheder til at omstøde. I 2009 er der indtil videre blevet henrettet 48 mennesker i Saudi-Arabien, heriblandt 15 udenlandske statsborgere.

Menneskerettighedssituationen i Saudi-Arabien

Menneskerettighedsforkæmpere og personer, som fredeligt kritiserer regeringen bliver ofte tilbageholdt eller fængslet. Retten til frit at ytre sig, religions-, og forsamling- og foreningsfrihed er fortsat meget begrænset, og kvinder er stadig udsat for grov diskriminering i såvel lovgivning som praksis. Migrantarbejdere udnyttes groft og er ofte udsat for overgreb.

Dommerne har betydelige skønsbeføjelser, og dødsstraf anvendes for en lang række overtrædelser herunder overtrædelser, som ikke er klart formuleret eller som ikke har en dødelige følger. Ifølge rapporter har flere migrantarbejdere selt ikke været klar over, at de var dødsdømt før den morgen, hvor de skulle henrettes.

Tortur og anden form for mishandling af fanger er almindeligt forekommende og foregår ustraffet. Prygl bruges ofte som såvel hoved- som tillægsstraf.