Amnesty har i januar 2009 vedtaget en mangfoldighedspolitik, der skal fremme rummelighed og plads til forskellighed på arbejdspladsen.

Det overordnede formål med mangfoldighedspolitikken er, at vi ønsker et mere mangfoldigt samfund. Det hænger sammen med Amnestys værdigrundlag og menneskerettighedsmål, herunder arbejdet med de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Her er et uddrag af mangfoldighedspolitikken:

I Amnesty har vi ud fra en analyse af nuværende situation valgt at lægge størst vægt på:

Etnisk baggrund
En anden etnicitet end dansk kan aldrig være en kompetence eller udvælgelseskriterium i sig selv, men for fremtiden vil følgende princip blive lagt til grund for Amnestys rekrutteringspolitik:

Ansøgere med anden etnisk baggrund vil blive foretrukket, hvis det vurderes, at det vil styrke Amnestys arbejde og bringe organisationen tættere på målopfyldelse, og hvis ansøgeren i øvrigt vurderes at være ligeså kvalificeret som andre ansøgere og har de påkrævede kompetencer i forhold til varetagelse af stillingens ansvar og opgaver.

Det samme princip vil vi gøre gældende i forhold til ansøgere med:

Handicap
Ansøgere med handicap vil blive foretrukket, hvis ansøgeren i øvrigt vurderes at være ligeså kvalificeret som andre ansøgere og har de påkrævede kompetencer i forhold til varetagelse af stillingens ansvar og opgaver, og hvis det derudover vurderes, at det vil bringe os tættere på målet om at være en mangfoldig arbejdsplads. Mangfoldighedspolitikken vil først og fremmest komme i spil i rekrutteringen af nye medarbejdere, praktikanter og frivillige, hvor der er udarbejdet en særlig handlingsplan for at styrke arbejdet med mangfoldighedspolitikken. Bl.a. vil alle stillingsopslag herefter indeholde en profiltekst med følgende ordlyd:

Amnesty arbejder for at skabe størst mulig rummelighed og plads til forskellighed. Vi opfordrer derfor alle - uanset etnisk baggrund, religion, handicap, køn, seksuel orientering, alder og uddannelsesmæssig baggrund til at søge stillingen.