27-årige Ahmed Mohamed Ahmed Khaloufa snakkede med et par venner udenfor sit hjem i al-Hudaydah i Yemen da civilklædte sikkerhedsofficerer anholdt ham. De bragte ham til en ukendt destination og i over en måned hørte hans familie og venner intet fra ham. Først senere fortalte de yemenitiske myndigheder familien, at Ahmed blev såkaldt 'præventivt tilbageholdt' fordi han menes at kende en eftersøgt mand.
Terrorbekæmpelse som undskyldning
Ahmed sidder stadig tilbageholdt af myndighederne og hans historie er desværre ikke enestående. Samtidig med at Yemen i stigende grad er blevet opholdsland for al-Qaida-bevægelsen, samt Zaidi Shia oprørere i nord, er regeringen begyndt at krænke menneskerettighederne under dække af terrorbekæmpelse.
Det skriver Amnesty i en ny rapport, der dokumenterer hvordan yemenitter, der mistænkes for at tilhøre eller have nogen tilknytning til disse oprørsgrupper, risikerer likvidering, tortur eller uretfærdige retssager.
Yemen lukker munden på kritikere
Amnesty retter en hård kritik mod Yemens myndigheder for at svigte menneskerettighederne når det virkelig gælder.
"Alle tiltag til at bekæmpe terrorisme skal ske med respekt for menneskerettighederne," siger Malcolm Smart fra Amnesty International. "Der er en foruroligende tendens til, at Yemens myndigheder bruger den nationale sikkerhed som undskyldning for at lukke munden på kritikere".
Yemen slår også hårdt ned på de journalister, der tillader sig at skrive om menneskerettighedskrænkelser, eller på anden måde lader regeringskritikere komme til orde.
Journalister i fængsel
I maj sidste år blev en særlig presse-domstol etableret. Ved 'Den Specialiserede Domstol for Presse og Publikationer' kan journalister og pressefolk, som regeringen anser for forstyrrende for den samfundsmæssige ro og orden, blive idømt fængselsstraffe. Et tydeligt forsøg på at bremse enhver kritisk røst i Yemens medier, mener Amnesty.



Amnesty kæmper for menneskerettigehederne – se udpluk af vores sejre her »