10 jun, 2010, kl 23:00

Når VM i fodbold sparkes i gang i dag, er hele verdens øjne rettet mod festen, fodbolden og det storstilede show, der omgiver det. Hvad publikum ikke ser, er de tusindvis af fattige sydafrikanere, hvis liv er blevet yderligere forringet og hvis rettigheder er blevet groft krænket i månederne op til verdensmesterskabet.

Uden for kameravinklen findes de mange fattige, som er blevet tvangsforflyttet for at gøre plads til VM-områderne, og små gadesælgere, som er blevet smidt ud af området og har fået konfiskeret deres varer, og dermed har mistet deres levebrød. Alle uønskede elementer er stuvet af vejen, så værtslandet er klar til at modtage de titusinder af tilrejsende fodboldfans og journalister.

Nedrivninger og tvangsforflytninger

For at gøre plads til de enorme stadioner i landets ni VM-værtsbyer, er fattige sydafrikanere, som bor i townships og slum, i strid med landets love blevet tvangsudsat fra deres hjem. Deres huse er blevet revet ned uden advarsel, og de udsatte har måtte se langt efter kompensation og tilbud om genhusning.

For at efterkomme det internationale fodboldforbund FIFA's ønsker, er særlige regler lavet for at opretholde store sikkerhedszoner omkring stadionerne. Disse regler er i stor stil blevet brugt af politiet til at bortvise hjemløse og gadehandlere fra VM-zonerne. Straffen for at bryde reglerne inkluderer bøder på op til 1.300 dollars eller op til seks måneders fængsel.

I maj måned demonstrerede gadesælgere uden for det lokale FIFA-center i township'en Soweto for at udsættelserne og ødelæggelsen af deres forretninger omkring fodboldstadierne bliver stoppet. Andre steder har der været voldsomme konfrontationer mellem politiet og gadehandlere, fordi politiet har konfiskeret deres varer som led i at rydde gaderne op til VM.

Øget politivold i sikkerhedens navn

Brugen af politivold er også blevet mere udbredt op til VM. Udover gadehandlerne er også hjemløse og flygtninge, som bor i fattige områder, ofre for volden. Politiraids, vilkårlige anholdelser og pengeafpresning er blandt andet blevet mere hyppige.

Enorme politi- og sikkerhedsressourcer er på FIFA's forlangende blevet sluset over i VM, for at beskytte områderne omkring fodboldstadierne og de steder, hvor fodboldgæsterne og turister samles. Det vil få store konsekvenser for sikkerhed andre steder i byerne - især i de fattige områder, hvor manglen på et effektivt politi og kriminalitetsbekæmpelse i forvejen er et stort problem.

Ingen glæde af indtjening

Selvom VM bringer midlertidige jobmuligheder med sig og længerevarende fordele i form af en udbygning af den offentlige infrastruktur og transport, er de fattige i høj grad afskåret fra at få del i den rigdom, der bliver genereret ved at være værtsland for VM.

Især FIFA's krav om store eksklusionszoner omkring stadierne er meget skadelig for landets gadesælgere og andre uformelle økonomier, som en stor gruppe af sydafrikanere er afhængige af for at overleve.

Amnesty opfordrer den sydafrikanske regering til at sørge for, at de vilkårlige anholdelser stopper, og at andre krænkelser mod fattige sydafrikanere - blandt andet gadesælgere og flygtninge -  ophører. Overgreb bør undersøges, og de ansvarlige skal stilles til ansvar.

De mange, som har mistet deres hjem eller deres forretning og levebrød, skal have erstatning for deres tab.

Amnesty kritiserer også Sydafrika i årsrapporten 2010. Læs mere her.