Trods et EU-forbud i 2006, der skulle sætte en stopper for import og eksport af torturinstrumenter, fortsætter handlen. I en ny rapport dokumenterer Amnesty, at flere EU-lande har givet eksporttilladelser til firmaer, der producerer redskaber skabt med det ene formål at blive brugt til at udøve tortur.
Der er tale om håndjern der kan fastgøres til væg eller loft, instrumenter der afgiver kraftige elektriske stød, tommelskruer, m.m.
Siden 2006 har Tyskland og Tjekkiet givet tilladelser til eksport af fodlænker, instrumenter der afgiver elektrisk stød og kemiske sprays til ni lande, hvor politi og sikkerhedsstyrker er kendt for at bruge sådanne redskaber til tortur.
EU-lande udnytter huller i lovgivning
Problemet er, at EU-landene ikke har implementeret lovgivningen tilstrækkeligt, mener Amnesty. Det er de ellers forpligtet til i det fælles europæiske arbejde mod tortur. Faktisk udnytter virksomheder og myndigheder i en række EU-lande de huller der er i lovgivningen til at sælge instrumenter til brug ved tortur.
Og de lande, der køber instrumenterne, er netop kendt for at benytte tortur mod fanger. Det drejer sig fx om Pakistan, Cameroun og Israel.
Kontrollen bør øges
Med rapporten opfordrer Amnesty på det kraftigste EU's medlemslande til effektivt at øge kontrollen med al handel med politi- og sikkerhedsudstyr for dermed at sikre, at eksporten ikke forsyner verdens torturbødler med instrumenter.
Medlemslandene er forpligtet til at rapportere om hvilke eksportlicenser de udsteder til firmaer, der producere remedier der kan bruges til tortur.
Download rapporten: From Words to Deeds: Making the EU Ban on the Trade in 'Tools of Torture' a Reality (pdf)



Hjælp os i kampen for menneskerettighederne