Efter at Taleban har overtaget kontrollen i Swat Valley og indført sharia-lov, frygter de omkring 650.000 indbyggere i nabodistriktet Buner, at turen nu er kommet til dem. Beboere i Buner-distriktet fortæller Amnestys researchere i Pakistan, at 400-500 stærkt bevæbnede Taleban-krigere nu patruljerer over hele distriktet, og en af Talebans hærførere, Mufti Bashir Ahmed - også kendt som Abu Sultan - har forbudt alle handlinger, der går imod Talebans brutale og strenge fortolkning af islamisk lov. Taleban har forbudt musik, beordret alle piger over syv år til at bære burka og alle mænd til at gro skæg.
"Taleban er ved at etablere sig selv som den øverste myndighed i Buner i stedet for den pakistanske regering, akkurat som vi har set dem gøre det i en række andre områder, hvor de har taget over. Beboerne i Buner er nu overladt til Talebans nåde, især piger og kvinder, hvis rettigheder Taleban systematisk afviser", siger Sam Zarifi, leder af Amnestys Asien-afdeling fra Islamabad.
Øjenvidner fortæller Amnesty, at det lokale politi i Buner, som er dårligt udrustet, underbetalt og utrænet, forblev i deres barakker, da Taleban rykkede ind i området. I sidste uge fik politiet forstærkning, men det har ikke stoppet Talebans fremrykning og aktiviteter.
Først Swat og derefter Buner
Overtagelsen af Buner kommer ti dage efter, at den pakistanske regering gik med til en fredaftale med de pakistanske Taleban-grupper i Swat Valley, der ligesom Buner ligger i Malakand-provinsen. Området var tidligere blandt Pakistans mest eftertragtede turist-destinationer, og indbyggerne har ved det seneste valg med overvældende flertal stemt på sekulære, liberale kandidater.
Ifølge fredsaftalen, der blev underskrevet af den pakistanske præsident Zardari den 14. april, får Taleban mulighed for at indføre deres version af sharia-lov i stedet for pakistanske lov. Til gengæld skal Taleban nedlægge våbnene og stoppe angreb på myndighederne og regeringsbygninger.
"Men regeringen har ikke fortalt, hvordan den planlægger at beskytte de hundredtusindvis af pakistaneres rettigheder, der nu er udsat for Talebans undertrykkende styre", siger Sam Zarifi.
Beboere frygter militærets gengældelsesangreb
Ifølge journalister og NGO'ere er lokalbefolkningen rædselsslagne for, at det pakistanske militær vil indlede gengældelsesangreb i Buner.
"Amnesty International har dokumenteret alvorlige skader på civile som konsekvens af hærens tidligere operationer i Swat. Den slags operationer er den primære årsag til, at hundredtusinder er flygtet. Befolkningen i Buner er desperate efter regeringens støtte, men de frygter endnu en ustruktureret militæroperation, der ødelægger alt det, regeringen ikke kan beskytte", siger Zarifi.
NGO'er særligt udsatte
I løbet af den seneste uge har Taleban etableret en kontrolpost på hovedvejen ind til Buner, hvor de kontrollerer alle køretøjer og angriber alle, der arbejder med NGO'er. Lokale NGO-medarbejdere har fortalt Amnesty, at Taleban angriber NGO'ere og enhver handling, der kan fortolkes som samarbejde med USA.
Taleban har med vold overtaget mindst 23 køretøjer tilhørende NGO'er og regeringsembedsmænd. De har desuden ransaget adskillige NGO'er, blandt andet pakistanske grupper som Paiman, der arbejder med undervisning i sundhed og hygiejne i grundskolen, og Rahbar, der arbejder med afhjælpning af fattigdom.
"Vigtigt udviklingsarbejde er nu blevet stoppet eller alvorligt reduceret i mange områder af distriktet. En befolkning, der lider af dårlig sundhed og lav læsedygtighed, modtager nu endnu mindre vital hjælp", siger Zarifi.
Amnesty: De civiles rettigheder vigtigst
"Alt for længe har den pakistanske regering og dens internationale støtter - primært USA - håndteret Taleban som udelukkende et militært problem eller som bekæmpelse af terrorisme. I stedet bør de understrege, at deres vigtigste prioritet er at sikre de grundlæggende rettigheder for de mennesker, det direkte går ud over", siger Sam Zarifi.
Fredag en 24. april blev flere end 100 Taleban-krigere angiveligt beordret tilbage fra Buner-distriktet, oplyser en talsmand for Taleban, Muslim Khan, ifølge Reuters. Han oplyser, at der kun er omkring 100 talebanere i Buner - et betydeligt lavere tal, end de lokale opgiver til Amnesty International.


Hjælp os i kampen for menneskerettighederne