30 okt, 2009, kl 08:49

USA's præsident, Barack Obama, bør lytte til FN og slutte sin økonomiske embargo mod Cuba. Det siger Amnesty International, efter FN's Generalforsamling i går fordømte sanktionerne mod landet.

Amnesty International mener, at sanktionerne især påvirker cubanernes adgang til medicin og medicinsk teknologi. Det er livstruende.

Rekordafstemning

I en rekordafstemning stemte 187 lande for, at USA ophæver sin embargo. USA, Israel og Palau stemte imod resolutionen. Mikronesien og Marshall-øerne undlod at stemme. Det er 18. år i træk, FN vedtager en resolution mod USA's Cuba-sanktioner og første gang under præsident Obama.

"Den amerikanske embargo mod Cuba sætter millioner af menneskers liv på spil ved at forhindre dem i at importere livsvigtig medicin og medicinsk teknologi," siger vicechefen for Amnestys internationale program for Nord- og Sydamerika, Kerrie Howard.

"Disse sanktioner er amoralske og bør omgående ophæves."

3 millioner kanyler aflyst

Sanktionerne sætter også begrænsninger på andre importvarer og begrænser rejser og pengeoverførsler. Ifølge data fra FN er der mange tilfælde af blodmangel blandt cubanerne på grund af ø-statens manglende mulighed for at importere jernholdige fødevarer til skoler, hospitaler og omsorgscentre.

UNICEF rapporterer, at i 2007 led 37,5 procent af Cubas børn under tre år af blodmangel.

I 2007 placerede UNICEF en ordre på tre millioner engangskanyler hos en amerikansk virksomhed. Da virksomheden fandt ud, at kanylerne skulle til Cuba, blev ordren aflyst. Den slags sager sætter cubanske børns helbred yderligere på spil.