Hun har kræft, som måske allerede har spredt sig til hjerne og lunger. Hun er 27 år gammel, gravid i 10. uge og alenemor med en 10-årig datter. På hospitalet siger lægerne, at hun skal i behandling med det samme, men det kommer hun ikke.
Selvom nicaraguanske Amalia er alvorligt syg, vil lægerne ikke behandle hende, fordi de risikerer at komme i fængsel på grund af landets abortlov. Loven forbyder abort i alle tilfælde, og den kriminaliserer derudover ethvert lægeligt indgreb, der kan skade fostret. Selv i tilfælde af alvorlig sygdom er det forbudt for gravide kvinder at få behandling, hvis der er risiko for at barnet kan lide skade af behandlingen. Også selvom skaden er ikke er overlagt.
Amnesty: Urimeligt hårdt forbud
"Amalias situation demonstrerer det tvingende behov, der er for at afskaffe det urimeligt hårde abortforbud, som forhindrer rettidig og ordentlig medicinsk behandling", siger Esther Major, Mellemamerika-researcher hos Amnesty International.
Amalia har været indlagt på hospitalet siden 2. februar. Hendes læger nægter at give hende strålebehandling og kemoterapi, fordi de frygter at blive retsforfulgt.
Også hvis det gælder moderens liv
Amnesty beskriver i en rapport fra juli 2009 de mange konsekvenser, som den stramme abortlov, der trådte i kraft i juli 2008, har for piger og kvinder i Nicaragua.
Totalforbudet mod abort gælder også, hvis graviditeten er resultat af voldtægt eller incest, og det inkluderer også såkaldte 'terapeutiske' aborter, som er en fjernelse af fostret i en situation, hvor moderens liv vil være i fare, hvis graviditeten gennemføres.
"Nicaraguas forbud mod terapeutiske aborter er en menneskerettighedsskandale, som latterliggør lægevidenskaben og forvandler loven til et våben mod at skaffe nødvendig lægelig behandling til gravide kvinder og piger", siger Esther Major.
NGO'er kæmper for Amalia
18. februar opfordrede nicaraguanske NGO'er og den største gynækologiske forening i landet organisationen The Inter-American Commission on Human Rights til at pålægge regeringen at opfylde sin juridiske forpligtelser til at beskytte Amalias ret til liv og sundhed og sikre, at hun med det samme får den behandling, som kan redde eller i det mindste forlænge hendes liv.
Amnesty International opfordrer de nicaraguanske myndigheder til at sørge for, at den unge kvinde får adgang til kræft-behandling, og til at afkriminalisere abort og sikre kvinder og piger adgang til lovlige og sikre abort-muligheder, når graviditeten er resultat af voldtægt eller incest, eller når den truer kvindens helbred eller liv.
For to uger siden opfordrede 11 FN-lande Nicaragua til at ændre abortloven, men regeringen har ignoreret opfordringerne. Regeringen har også ignoreret tidligere opfordringer fra fire FN-ekspertråd om at ændre loven.
Amalia er ikke kvindens rigtige navn.



Hjælp os i kampen for menneskerettighederne