Amnesty mener, at henrettelsen af Delara Darabi er en skændsel, og er chokerede over, at hendes sagfører ikke var informeret om henrettelsen på trods af, at loven siger, at han skal have 48 timers varsel.
"Det fremstår som en kynisk handling fra myndighedernes side, som har til formål at forhindre indenlandske og internationale protester, som kunne have reddet Delara Darabis liv," siger Hassiba Hadj Sahraoui fra Amnestys Mellemøst-program.
Henrettet på trods af udsættelse
Amnesty har ført kampagne for Delara Darabis liv siden 2006. For nylig indsamlede Amnesty Lifeline tusindvis af underskrifter til fordel for den unge kvinde. Kort tid herefter fik hun to måneders udsættelse. Alligevel har de iranske myndigheder valgt at henrette hende.
Dette viser, at end ikke beslutninger fra landets øverste juridiske myndighed har nogen vægt i provinserne.
Dømt efter uretfærdig retssag
Delara Darabi blev dømt for at myrde et af sine familiemedlemmer i 2003, da hun kun var 17 år gammel. Hun tilstod oprindeligt mordet, men trak senere sin tilståelse tilbage. Hun forklarede, at hun havde påtaget sig skylden, fordi hun troede, at hun dermed kunne redde sin kæreste fra galgen.
Amnesty anser Delara Darabis retssag for at have været uretfærdig og for ikke at leve op til internationale standarder. Bl.a. har domstolene nægtet at tage stilling til nye beviser, som ifølge hendes sagfører beviser, at hun ikke er skyldig.
140 henrettelser i Iran i år
Med Delara Darabi kommer antallet af henrettelser i Iran i år op på 140. Hun er den anden kvinde i år, og den anden, som bliver henrettet for en forbrydelse, som er begået af en mindreårig.
Iran har henrettet mindst 40 mindreårige siden 1990. Landet udviser dermed total foragt for international lov, som klart og utvetydigt forbyder dødsstraf for forbrydelser, som begås af børn og unge under 18 år.


Amnesty kæmper for menneskerettigehederne – se udpluk af vores sejre her »