08 feb, 2010, kl 13:41

To demonstranter blev hængt i Iran den 28. januar i år, dømt for at anstifte uro over sommerens omdiskuterede præsidentvalg, som sikrede Mahmoud Ahmadinejad endnu en periode som præsident. Nu frygtes yderligere ni at blive henrettet, efter at Ebrahim Raisi, højtstående embedsmand hos de juridiske myndigheder, mandag i sidste uge varslede, at de øvrige dødsdømte i sagen vil blive henrettet "snart".

Henrettelserne frygtes eksekveret før den 11. februar, årsdagen for den Islamiske Revolution, hvor man forventer flere protester mod det iranske styre.

Ingen retfærdig rettergang

Demonstranternes dødsdomme er endnu et bevis på, at de iranske myndigheder tager alle midler i brug for at true og undertrykke systemkritikere og demonstranter til tavshed. De dømte og henrettede demonstranter har alene benyttet deres ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og har ikke haft en fair rettergang.

"De dømte har ikke haft en retfærdig rettergang", siger Hassiba Hadj Sahraoui fra Amnesty Internationals afdeling for Mellemøsten og Nordafrika. "De blev nægtet adgang til en advokat i begyndelsen af deres fængsling, og nogle eller alle er blevet tvunget til at tilstå. Det er også uklart, om de dømte har fået mulighed for at bruge deres ret til at appellere", siger han.

TV-transmitterede skinprocesser

To af de ni dødsdømte, Naser Abdolhasani og Reza Kazemi, er, ligesom de to henrettede demonstranter, blevet dømt ved Teherans Revolutionære Domstol som led i en masseproces i kølvandet på valgprotesterne, som brød ud i juni og har fortsat siden.

Retssagerne, de såkaldte 'show trials', bliver ofte TV-transmitteret for at ydmyge de anklagede og for at skræmme befolkningen. Anklagerne er diffuse, og de anklagede bliver ofte tvunget til at tilstå. Amnesty International har fordømt denne form for 'skinprocesser' som en 'hån mod retfærdigheden'.

De to henrettede demonstranter, Mohammad Reza Ali-Zamani og Arash Rahmanipour, blev dømt for "fjendskab mod Gud" og for at være medlemmer af Anjoman-e Padeshahi-e Iran (API), en ulovlig gruppe, som arbejder for genetablering af det iranske monarki, og de blev derefter hængt offentligt.

Amnesty fordømmer henrettelser

Amnesty fordømmer henrettelserne og opfordrer Iran til omgående at indlede et retsopgør mod de militsmedlemmer og embedsmænd, som har begået grove overgreb mod befolkningen, og stille dem til regnskab for deres forbrydelser. Samtidig skal Iran omgående indstille sine planer om at henrette de ni demonstranter.

Værste krænkelser i 20 år

I december udgav Amnesty International en rapport, der beskriver menneskerettighedsovergrebene i Iran siden præsidentvalget som de værste i 20 år. Mere end 5000 mennesker er blevet anholdt under og efter protesterne, og hundreder er idømt fængsel eller piskeslag efter en uretfærdig rettergang. Flere demonstranter, der har været fængslet, fortæller om grov tortur og voldtægter i fængslerne, hvor adskillige medfanger er døde.

Læs artikel: Værste overgreb på menneskerettighederne i 20 år

Amnesty opfordrer Iran til at løslade alle fanger, der på fredelig vis har demonstreret for demokrati og frihed i landet.

Iran et af de lande i verden, der straffer flest med dødsstraf - kun overgået af Kina. Sidste år blev 346 personer i Iran henrettet for en forbrydelse.