For et år siden, den 16. februar 2011, begyndte det folkelige oprør i Libyen, som i oktober førte til Gaddafis fald efter fire årtier ved magten. Men selv om Gaddafi er væk, er befolkningens krav om rettigheder langt fra at være indfriet.
I dag terroriseres landet af væbnede militser, der driver klapjagt på libyere og immigranter med afrikansk baggrund, som anklages for at have støttet Gaddafi. Det viser en ny rapport fra Amnesty, som har haft researchere i landet i januar og februar.
Vilkårlige fængslinger, vold, tortur og drab er blandt militsernes forbrydelser, ligesom hele landsbyer er blevet drevet på flugt. Imens forholder Libyens myndigheder sig passivt, og der hersker reelt straffrihed for militserne i landet.
”For ét år siden risikerede den libyske befolkning deres liv i kampen for retfærdighed. I dag er deres håb for fremtiden truet af væbnede militser, som ustraffet begår menneskerettighedskrænkelser”, siger Amnestys researcher i Libyen Donatella Rovera.
”Den eneste måde at bryde med Libyens årelange tradition for vold og undertrykkelse under Gaddafis styre er, at sikre at ingen er hævet over loven, og at overgreb bliver undersøgt til bunds.”
Læs: Libyen må gøre op med arven efter Gaddafi
Amnesty dokumenterer tortur
Siden januar har Amnestys researchere i Libyen fundet talrige eksempler på voldelige overgreb begået af landets væbnede militser i det centrale og vestlige Libyen. Amnesty har besøgt 11 fængsler, som kontrolleres af de lovløse militser, og i ti af fængslerne fortæller de indsatte, at de er blevet udsat for tortur. Amnesty overværede desuden flere indsatte blive udsat for både vold og trusler under besøgene.
Ikke en eneste gang har Det Nationale Overgangsråd, som nu er ved magten i landet, iværksat undersøgelser af militsernes overgreb. Selv ikke i tilfælde, hvor indsatte er døde efter tortur.
”Militser, som har mishandlet fanger, må ikke tillades at holde mennesker indespærrede. Alle fængslede bør øjeblikkeligt overføres til autoriserede fængsler, som er under Det Nationale Overgangsråds kontrol”, siger Donatella Rovera.
Siden september er mindst 12 indsatte døde efter at være blevet tortureret i militsernes varetægt.
Læs Amnestys baggrundsartikel om menneskerettighedsituationen i Libyen
30.000 drevet på flugt
I et fængsel i Misratah overværede Amnesty, at bevæbnede militssoldater tæskede de indsatte, som stod til at blive løsladt. En ældre mand fra byen Tawargha græd og krympede sig, mens en militssoldat sparkede ham. Soldaten fortalte Amnesty, at ”dem fra Tawargha vil ikke blive løsladt, og ellers vil vi dræbe dem”.
Netop byen Tawargha har været genstand for voldsomme angreb. I et hævntogt mod de indbyggere fra byen, som anklages for at have støttet Gaddafi, har militser fra Misratah drevet alle byens 30.000 beboere på flugt.
Byen er efter Gaddafis fald blevet plyndret og nedbrændt, og beboerne har endnu ikke kunnet vende hjem.
Straffrihed må stoppe
Dokumentationen for de fortsatte og omfattende overgreb i Libyen får Amnesty til at kræve, at Det Nationale Overgangsråd slår ned på militsernes forbrydelser:
”Det er helt afgørende, at de libyske myndigheder beviser deres vilje til at sætte punktum for de systematiske overgreb, som har præget Libyen i årtier. Myndighederne må slå ned på militserne, undersøge alle overgreb til bunds og retsforfølger de ansvarlige i overensstemmelse med international lov”, siger Donatella Rovera.
Se Amnestys anbefalinger til menneskerettighedsreformer i Libyen


Hjælp os i kampen for menneskerettighederne