21 okt, 2011, kl 09:37

Muammar Gaddafi, Libyens tidligere leder igennem 42 år, blev i går fundet og dræbt i sin fødeby Sirte.  

Gaddafi blev i juni eftersøgt af den Internationale Straffedomstol i Haag for forfølgelser og drab på civile, da de folkelige demonstrationerne imod styret startede i februar. Det system af undertrykkelse, som Gaddafi stod i spidsen for, må Libyens nye magthavere nu gøre op med, mener Amnesty.  

”Undertrykkelse og overgreb er Libyens arv efter Muammar Gaddafi. Det må Libyen nu gøre op med gennem en fuld undersøgelse af forbrydelserne begået af regimet såvel som de overgreb, der er sket under borgerkrigen. Libyens nye institutioner må bygges på respekt for menneskerettighederne”, siger Hassiba Hadj Sahraoui, vicedirektør for Amnesty i Nordafrika og Mellemøsten.   

Se Amnestys anbefalinger om menneskeretsreformer i Libyen 

Alle facts bør fremlægges 

Siden nyheden om Gaddafis død har der cirkuleret en række forskellige udlægninger af den tidligere diktators død.

Amnesty opfordrer Libyens Nationale Overgangsråd til offentligt at fremlægge alle facts for det libyske folk, som har ret til at vide, hvad der er foregået op til Gaddafis død. 

Samtidig opfordrer organisationen Overgangsrådet til at sikre, at alle mistænkte for menneskerettighedskrænkelser i landet får en human behandling, hvis de bliver pågrebet, så alle forbrydelser kan blive undersøgt, dokumenteret og afgjort ved en fri og fair retssag.  

”Libyens nye myndigheder må fuldstændig gøre op med den manglende retskultur, som kendetegnede Gaddafis regime”, siger Hassiba Hadj Sahraoui, vicedirektør for Amnesty i Nordafrika og Mellemøsten.   

Forsoning frem for hævn

Under borgerkrigen i Libyen har Amnestys researchere i landet dokumenteret, at både Gaddafis styrker og væbnede grupper loyale overfor Libyens Nationale Overgangsråd har stået bag drab på modstandere og grove overgreb mod civile. 

Efter Amnestys rapporter om blandt andet lynchninger af Gaddafi-soldater uden retssag, har overgangsrådet lovet, at alle overgreb begået af begge parter under borgerkrigen vil blive undersøgt.  

Det løfte må myndighederne nu leve op til  

Samtidig opfordrer Amnesty til at undersøgelsen af menneskerettighedskrænkelser i Libyen ikke begrænser sig til borgerkrigen. 

Gaddafi har i mere end fire årtier stået i spidsen for et system af undertrykkelse, vilkårlige fængslinger, tortur, undertrykkelse af pressen og politiske partier. Landets offentlige institutioner har under Gaddafis styre ofte fungeret som en del af undertrykkelsen. 

Den praksis må Libyens nye myndigheder nu gøre op med gennem en fuldstændig undersøgelse af overgrebene begået under Gaddafis lange styre. 

Kun sådan kan man sikre retfærdigheden for Gaddafis ofre og begynde arbejde med at opbygge et demokratisk retssamfund i Libyen.  

Læs mere om Det arabiske forår i følge Amnesty