21 feb, 2012, kl 14:30
I februar og marts sidste år kostede oprøret i Bahrain 35 demonstranter, fem medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og tre gæstearbejdere livet. I marts satte regimet med hjælp fra udenlandske tropper en brutal stopper for demonstrationerne, og siden har myndighederne gennemført en klapjagt mod kritikere af regimet og menneskeretsaktivister landet over. Mindst tyve mennesker mere er herefter blevet dræbt som følge af myndighedernes overdrevne brug af vold. 
 
Et år efter begyndelsen på oprøret gentager Amnesty sin opfordring til kongen af Bahrain om at leve op til sine egne løfter om at sætte en stopper for de fortsatte overgreb mod kritikere af styret og retsforfølge de ansvarlige for den omfattende tortur i fængslerne.
 
”Indtil vi ser samvittighedsfanger blive løsladt, og de ansvarlige for overgreb blive retsforfulgt, er det svært at anse styrets løfter om at forbedre menneskerettighedssituationen for andet end et PR-stunt”, siger Hadj Sahraoui, vicedirektør for Amnesty i Mellemøsten og Nordafrika.  
 

Styret løber fra egne løfter

Den 23. november 2011 offentliggjorde Bahrains Uafhængige Undersøgelseskommission, BICI, sin over 500-sider lange rapport om menneskerettighedskrænkelserne begået under styrets nedkæmpning af de folkelige demonstrationer i landet. 
 
Undersøgelsen, som er bestilt af kongefamilien selv, blev udarbejdet af en række førende internationale menneskerettighedseksperter, og den dokumenterede omfattende og systematiske overgreb i landet.  
 
Konklusionerne fra BICI er ikke blevet draget i tvivl af styret i Bahrain, men alligevel er der kun taget minimale skridt for at efterkomme BICI’s anbefalinger. Til trods for løfterne om at sikre retfærdighed er kun i alt otte politimænd - fem af dem pakistanere, en fra Yemen og to bahrainske statsborgere - blevet stillet for en domstol for menneskerettighedskrænkelser.  
 
Endnu er ingen blevet anklaget for at have afgivet tortur-ordrer, og der findes stort set ingen offentlig information om, hvordan myndighederne i praksis undersøger anklagerne om overgreb.  
 
Samtidig modtager Amnesty fortsat rapporter om anholdelser og overgreb mod kritikere af styret. 
 

Sultestrejkende dansk aktivist i livsfare

Blandt de fængslede kritikere af den bahrainske kongefamilies 230-år lange styre er den danske statsborger og prominente menneskerettighedsforkæmper Abdulhadi al-Khawaja. 
 
Abdulhadi er for nylig blevet indlagt på hospitalet, efter han har sultestrejket imod myndighedernes behandling af kritikere af styret. Hans familie frygter, at sultestrejken kan ende fatalt for Abulhadi, der i forvejen befinder sig i en kritisk helbredstilstand, efter han har været udsat for omfattende tortur i fængslet.  
 
Abdulhadi al-Khawaja blev i april anholdt i sin lejlighed af maskeret civilklædt politi, som sparkede døren ind, mens familien spiste middag. Under anholdelsen brækkede Abdulhadi kæben, som følge af de grove tæsk, han fik på stedet. 
 
Siden har han været udsat for systematisk tortur, seksuel mishandling og anden nedværdigende behandling. Han blev sammen med 13 andre oppositionsfolk stillet for en militærdomstol uden civile rettigheder, og han har fået en livstidsdom, som senest blev stadfæstet ved en appelsag i september. Appelsagen varede i alt fem minutter, har Abdulhadis familie fortalt Amnesty.
 
Mere end 13.000 danskere har siden juni sammen med Amnesty krævet, at Abdulhadi al-Khawaja bliver løsladt. 
 
  

Brev fra fængslet til Villy Søvndal

Abdulhadi al-Khawaja har i februar, via sin advokat, fået et brev til Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal ud af fængslet. I det takker han Danmark og en række organsiationer, herunder Amnesty, for støtten. Samtidig håber han, at Danmark og EU vil fortsætte arbejdet for ham og andre fængslede kritikere, der sidder fængslet i Bahrain uden retfærdige rettsager.
 
Efterfølgende har Villy Søvndal overfor Bahrains udenrigsminister gentaget Danmarks krav om, at al-Khawaja må løslades eller stilles for en civil domstol. Bahrains myndigheder har fortsat ikke efterkommet Danmarks krav, og Amnesty følger stadig sagen tæt.