24 jan, 2012, kl 15:41

8.000 civile egyptere er blevet dømt ved militærdomstole, siden demonstrationerne i Egypten begyndte i  januar 2011. Dommene spænder fra få måneder til flere år – nogle er endda dømt til døden.

Amr Abdallah Al-Beheiry blev tævet og anholdt af det militære politi i februar sidste år, da han deltog i en demonstration i Kairo. Få dage efter blev han dømt ved en militærdomstol. Retssagen varede kun få minutter. Militæret udpegede Amrs forsvarer, mens hans egen advokat blev nægtet adgang til retten.

Ti måneder i fængsel for facebook-opdatering


Maikel Nabil Sanad blev løsladt den 24. januar 2012 efter 10 måneders fængsel for kritik af militæret på sin Facebook-profil. Amnesty har gentagne gange opfordret militæret til at løslade Nabil, som vi anser for at have været samvittighedsfange. Løsladelsen giver grund til fejring, men kommer ikke en dag for tidligt, mener Amnesty.

Amr venter som tusinder af andre stadig på retfærdighed. Militærdomstole krænker basale rettigheder til en retfærdig retssag og retten til at anke.

Skriv til Egyptens øverste råd for de væbnede styrker og kræv at de stopper militære retssager mod civile, og at de løslader alle, som er dømt udelukkende for at have brugt deres ret til at ytre sig frit.