Tunesien: Jasminrevolution – men hvad nu?

Oprøret i Tunesien blev sparket i gang, da en ung gadehandler i desperation satte ild til sig selv i byen Sidi Boudid. Det var den 17. december 2010, og han kom til at stå som symbol for tunesernes utilfredshed med Ben Ali-styret og manglen på frihed, menneskerettigheder og økonomiske muligheder.

    Mindre end en måned senere flygtede præsident Zine El Abidine Ben Ali til Saudi-Arabien på grund af de fredelige masseprotester. Befolkningen havde gjort ende på et 23 år langt og berygtet regime. 

 

De første demokratiske og frie valg siden Tunesiens uafhængighed blev afholdt i oktober 2011. Over 100 partier stillede op til valg, de fleste for første gang. Det islamiske parti Ennahda fik langt de fleste stemmer, men opnåede ikke absolut flertal. Den nye præsident, Moncef Marzouki, som selv sad fængslet under Ben Alis styre, er siden blevet indsat. Der er dannet en overgangsregering og en national lovgivende forsamling, som har til opgave at skrive en ny forfatning.  Civilsamfundet blomstrer, og der er opstået over 1000 nye organisationer det sidste år. 

 

Ytringsfriheden har fået langt bedre kår. Under Ben Ali var kritisk journalistik en sikker vej til fængslet, og kun få medier havde tilladelse til at sende nyheder.  Nu har tuneserne fået 187 nye skrevne medier og 12 nye radiostationer, og udenlandske journalister har fri adgang. Dog har myndighederne stadig mulighed for straffe kritikere med bøder, hvis de spreder såkaldt ”falsk information”. Samme paragraffer blev brugt af det tidligere styre til at undertrykke kritik og protest

 

På papiret er det også blevet bedre at være kvinde i Tunesien siden revolutionen. Overgangsregeringen har tiltrådt FN’s kvindekonvention fuldt ud, men man mangler at implementere ligestilling i national lov og praksis.  Kvinder og mænd har fået lige muligheder for at stille op til valg, men mange kvindelige kandidater har fortalt, at de reelt blev stillet nederst på listerne, og at partierne primært opstillede mænd til valget til den lovgivende forsamling. 

 

De mange overgreb på civilbefolkningen, som blev begået under revolutionen, er ikke undersøgt til bunds, og ofrene har ikke fået adgang til retfærdighed og oprejsning. Det frygtede ’politiske politi’ er nedlagt, men mange arbejder blot for andre politistyrker. Fortsatte rapporter om vold mod demonstranter og anholdte i forbindelser med protester viser, at der ikke er gjort op med tidligere tiders voldelige praksis.

 

Amnesty arbejder for, at menneskerettighederne skrives ind i Tunesiens nye forfatning. En ny forfatning skal beskytte tuneserne mod de overgreb, de led under Ben Alis styre, såsom tortur, vilkårlige anholdelser og uretfærdige retssager. Forfatningen skal: 

 

En ny forfatning er ingen garanti for menneskerettighederne i Tunesien, men den er et vigtigt skridt på vejen. Den siddende præsident har underskrevet Amnestys Human Rights Agenda for Change. 

    Det lægger op til en række reformer, der vil sikre menneskerettighederne. Spørgsmålet er, om landets nye præsident vil have nok indflydelse til at gå indført reformerne.