I Amnesty er vi rigtig glade for denne nyhed og for, at Jabbar nu er genforenet med sin familie og sine venner. Men vi fortsætter arbejdet i Aserbajdsjan, for der er stadig fanger, der sidder fængslet alene for at bruge deres ytringsfrihed, og Jabbars dom bør slettes så hans ry renses.
Jabbar siger, at den uretfærdighed, han har oplevet på sin egen krop, styrker hans vilje til at kæmpe for de basale rettigheder, som styret nægter ham.
”De kan ikke skæmme os med fængsel og straf. De kan arrestere os, men de kan ikke stoppe os. Vi har ret til ytringsfrihed ligesom alle andre, og vi vil fortsætte vores kamp.”
Tak til Amnesty
Jabbar Savalan var en af sagerne i Amnestys Skriv for liv-maraton, og både han og Amnesty takker for de mange hilsner og appeller, som er blevet sendt for at få Jabbar løsladt.
”Amnesty International er et symbol på menneskerettigheder og frihed ikke kun i Aserbajdsjan, men i hele verden. Jeg er taknemmelig for det hårde arbejde som Amnesty og andre organisationer udfører i kampen for frihed i Aserbajdsjan.”
Dømt på falske beviser
Da Jabbar Savalan blev arresteret fik han ingen forklaring på anholdelsen og blev ikke oplyst om sine rettigheder. Da han endelig fik adgang til en advokat, fortalte Jabbar, at politiet havde udsat ham for vold og trusler, indtil han havde underskrevet en tilståelse.
Politiet hævder, at de fandt 0,74 gram hash i Jabbars lomme, men han siger selv, at politiet plantede hashen på ham. Efterfølgende blodprøver viste ingen tegn på brug af rusmidler. Både Jabbars familie, klassekammerater og venner oplyser, at han aldrig har røget hash. Alligevel blev Jabbar kendt skyldig i ulovlig besiddelse af rusmidler og blev idømt 2½ års fængsel.
Alle sagerne i Skriv for liv-maraton 2011
