06 sep, 2011, kl 09:26

Jamal Al Hajji"Ord kan slet ikke beskrive min taknemmelighed for Amnesty Internationals støtte. Jeg vil gerne takke alle Amnestys medarbejdere og medlemmer, som har sat fokus på min sag gennem årene," sagde Jamal al-Haji, da Amnestys researchere mødte ham i hans hjem i Tripoli kort efter hans løsladelse. [1]

Jamal al-Haji har været en trofast kritiker af Muammar Gaddafis styre og har gentagende gange siddet fængslet på grund af sit politiske arbejde. Senest sad han syv måneder hemmeligt tilbageholdt i det berygtede Abu Salim fængsel.

Læs også: Dansk-libyer tæt på at dø i fængslet [2]

Politisk motiveret anholdelse

Jamal al-Haji, der har både dansk og libysk statsborgerskab, blev arresteret af civilklædte betjente den 1. februar i år kort efter han opfordrede til massedemonstrationer for frihed i Libyen i stil med dem, vi har set i Tunesien og Egypten. Det libyske politi påstår, han har kørt en mand ned, men meget taler for, at det er en politisk motiveret anholdelse.

Manden, som Jamal skulle have påkørt, har ingen synlige skader. Det samme gælder hans bil, siger øjenvidner, Amnesty International har talt med. For det andet efterforskes trafikuheld normalt af det almindelige, uniformerede politi, og ikke det interne sikkerhedsagentur (ISA), fortæller Malcolm Smart, der er chef for Amnestys Mellemøstprogram. ISA overvåger og anholder derimod de, der anses som politiske fanger.

Frihedens forsvarer

Det er ikke første gang, Jamal fængsles af de libyske myndigheder. I sommeren 2009 blev han løsladt efter to års mishandling i et fængsel i Libyen. Her havde han, sammen med 13 andre, arrangeret en pro-demokratisk demonstration. Alle 14 blev idømt 10-25 års fængsel for forsøg på at vælte regeringen.

Amnesty Danmark talte med ham, da han blev løsladt efter pres fra Amnesty og det danske udenrigsministerium. Her sagde han: "Jeg kæmper for frihed, demokrati og ytringsfrihed. Vi vil have de uskyldige ud af fængslerne. Vi vil have pressefrihed."

Jamal er også dansk statsborger, men har med risiko for sit liv arbejdet utrætteligt for menneskerettigheder i Libyen. Han har skrevet flere artikler om den politiske situation og de omfattende menneskerettighedsovertrædelser. At artiklerne kun kan offentliggøres på udenlandske websites er sigende for den omfattende meningskontrol under Gaddafis styre.

Læs også: Gaddafis soldater lod fanger dø i containere [3]

Læs også om kvindelige fanger i Libyens fængsler [4]

Læs mere om oprørene i Mellemøsten og Nordafrika [5]