Sagen om den iranske kvinde Sakineh Mohammadi, der blev dømt til døden ved stening for utroskab, har skabt international furore og verdensomspændende protester. Så meget, at det Iranske Udenrigsministerium nu melder ud, at hendes stening er udskudt og dommen genvurderes.
De Iranske myndigheder har tidligere reageret på det internationale pres ved at melde ud, at Sakineh Mohammadi ikke ville blive stenet. Men derimod var risikoen for dødsstraf ikke fjernet, da hendes dom ikke blev omstødt.
Amnesty International mener derfor, at det internationale pres på Iran skal fortsætte og betragter ikke sagen som afsluttet, før hendes dødsstraf er endegyldigt afblæst og hun har mulighed for en appelsag under rimelige vilkår.
Dødsdømt for utroskab
Sakineh Mohammadi blev dødsdømt for utroskab med to mænd i maj 2006. Hun blev straffet med 99 piskeslag. Efterfølgende blev hun anklaget for utroskab med den mand, der blev dømt for at have myrdet hendes ægtemand.
I 2007 blev hun idømt dødsstraf ved stening. Hun blev erklæret skyldig på baggrund af en tilståelse, som hun selv efterfølgende har forklaret, blev givet under pres i fængslet.
Advokat har søgt asyl i Norge
Efter at sagen har fået mere international opmærksomhed, er hendes advokat, Mohammed Mostafaei, blevet forsøgt arresteret af de iranske myndigheder. Mohammed Mostafaei er en førende iransk menneskerettighedsadvokat, der, udover Sakineh Mohammadi, repræsenterer flere mindreårige anklagede. Han blev afhørt af politiet d. 24 juli 2010 og samme aften forsøgte politiet at arrestere ham på hans adresse. Da de ikke fandt ham, arrestede de hans bror og kone. De blev begge løsladt i starten af august.
Mohammed Mostafaei har nu søgt asyl i Norge og hans kone og datter vil følge efter i den nærmeste fremtid.
Sakineh Mohammadi's søn, Sajjad Qaderzadeh, er endvidere blevet afhørt i Tabriz central fængsel, og angiveligt truet af Efterretningsofficerer, der ikke vil have han giver flere interviews om sin mors sag til vestlige medier.
Danske protester mod stening
9817 mennesker har via Amnesty Lifeline skrevet under på, at de iranske myndigheder skal standse steningen og benåde Sakineh Mohammadi for anklagerne om utroskab. Det internationale pres har virket, og steningen er udskudt, men Sakineh Mohammadis dom opretholdes. Amnesty opretholder presset på de iranske myndigheder og kræver at de iranske myndigheder afstår fra chikane af familiemedlemmer og advokater for at lægge pres på involverede i verserende straffesager, da det er en grov krænkelse af retssikkerheden.
Desuden fastholder Amnesty International, at Sakineh Mohammadi ikke skal henrettes ved stening eller anden metode, men benådes. Hendes sag er baseret på et tyndt grundlag og hun allerede tidligere er blevet straffet med piskeslag.
Tilmeld dig Amnesty Lifeline og red liv med mobilen - SMS: LIFELINE til 1231 eller tilmeld dig online her.
Du får én aktion om ugen og det koster kun normal takst at svare.


Hjælp os i kampen for menneskerettighederne