Mere end 5.000 mennesker blev anholdt, og hundreder er idømt fængsel eller piskeslag efter uretfærdige retssager i efterspillet til det iranske præsidentvalg i sommer. Amnesty har kaldt overgrebene de værste krænkelser af menneskerettighederne i landet i 20 år.
Flere tidligere fanger beretter om tortur, voldtægter og drab i fængslerne. Der er allerede faldet de første dødsdomme over demonstranter. Deres forbrydelse: At 'opfordre til uroligheder og spotte Guds navn'.
Amnesty betragter enhver, der er blevet fængslet udelukkende for at demonstrere mod regimet, som samvittighedsfanger, og kræver deres øjeblikkelige og betingelsesløse løsladelse. Det iranske styre må stoppe volden mod demonstranterne og lade befolkningen benytte sig af deres ret til ytrings- og forsamlingsfrihed.




Rapport: "From protest To Prison. Iran One Year After The Election" (pdf)