Oprettelsen af ICC var et vigtigt og ambitiøst skridt i det internationale samfunds kamp mod statsoverhoveders straffrihed for de alvorligste forbrydelser. Men domstolens arbejde er blevet besværliggjort af både modstand udefra og interne problemer.

Kun 111 lande har ratificeret Rom-statutten, som er aftalen bag ICC. Magtfulde stater som USA, Kina, Rusland og Indien nægter fortsat at tiltræde aftalen. Det har vist sig vanskeligt at få udleveret de anklagede til retsforfølgelse ved domstolen - bl.a. holder Den Afrikanske Union hånden over Sudans præsident Omar Al Bashir, som står anklaget for at have beordret brutale forbrydelser i Darfur-konflikten.

Det er bydende nødvendigt, at flere af verdens lande skriver under på Rom-statutten og implementerer den i deres nationale lovgivning. Amnesty arbejder derfor for at lægge pres på verdens regeringer for at få dem til at anerkende ICC og medvirke til, at de ansvarlige bag krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden kan blive stillet til ansvar.