En Human Rights Friendly School er en skole, hvor der ikke blot bliver undervist i menneskerettighederne, men hvor menneskerettighederne også bliver integreret i skolens pædagogik, kultur og ledelse.

Fokus på menneskerettighederne bidrager til opfyldelsen af de faglige krav, der stilles til folkeskolen og dens undervisning, og imødekommer kravet i folkeskolens kanon om at undervise i FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Menneskerettighedsfokuset bidrager også til at løse de problemstillinger, skolen står over for i hverdagen. Arbejdet med menneskerettighederne omfatter altså både en menneskerettighedsfaglighed og et værdisæt, der gennemsyrer alle fag og hele skolelivet.

Human Rights Friendly Schools-projektet er et internationalt Amnesty-projekt, som udspringer af FN's globale program World Programme for Human Rights Education. Der er Human Rights Friendly Schools i Storbritannien, Irland, Polen, Italien, Moldova, Israel, Marokko, Mongoliet, Paraguay, Benin, Elfenbenskysten og Danmark.