Alle EU-lande skal inden 1. januar 2012 aflevere en national strategi for integration af romaer. Det skal sikre, at de 8-10 millioner romaer i EU i praksis får samme rettigheder og muligheder som alle andre EU-borgere. Handlingsplanerne skal modvirke diskrimination af Europas mest marginaliseredeetniske gruppe og hjælpe romaerne med at få lige adgang til boliger, uddannelse, arbejde og sundhed.
Udfordringen er stor, men beslutningen om at forpligte de enkelte lande på at handle er et væsentligt skridt, mener Morten Kjærum, der er direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA).
”Det er et væsentligt skridt på det menneskeretslige område, at EU nu har lavet en fokuseret strategi for at hjælpe de 8-10 millioner mennesker, der lever i ekstrem marginalisering. Især er det opmuntrende, at alle medlemslande skal bidrage, og at handleplanerne bliver fulgt op ved, at udviklingen inden for de fire udvalgte områder bliver dokumenteret og evalueret”, siger han til AMNESTY.
Læs tema om romaer i AMNESTY bladet fra side 8.
Danmark kan spille stor rolle
Det er FRA, der skal monitorere udviklingen i de enkelte lande, og allerede nu er agenturet i gang med at indsamle talmateriale om romaernes situation.
- ”Vi er ved at lave et omfattende studie. Tallene viser med al tydelighed, at det er nødvendigt at handle nu og at tænke langsigtet. Det er et stort menneskeretligt, socialt og økonomisk problem, som alle har en interesse i at løse”, siger Morten Kjærum, der understreger, at der netop nu er et momentum i EU, som det er vigtigt at fastholde.
- ”Det er mit indtryk, at mange EU-landes regeringer har indset, at udfordringen med at integrere romaer er nødvendig at tage fat på. Derfor håber vi i agenturet, at Danmark vil bruge sit formandskab i EU til at fastholde og udvikle processen. Det kunne blandt andet omfatte et møde i Rådet, hvor handleplanerne sættes på dagsordenen, og der vedtages konklusioner. Der er i øjeblikket en enestående åbning, som skal forfølges”, siger Morten Kjærum.
Dansk strategi på vej
Socialminister Karen Hækkerup (S) bekræfter over for Amnesty, at regeringen er i gang med at beskrive sin strategi på området, og hun forventer at kunne sende den til EU-kommissionen inden nytår. Men hun understreger, at Danmark ikke registrerer mennesker på baggrund af deres etnicitet.
- ”Det betyder, at der ikke er særlige hjælpeprogrammer for mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk. Alle mennesker, som har lovligt ophold eller bopæl i Danmark, behandles ens, og den hjælp, de har brug for, får de efter en konkret vurdering af deres behov uden nogen form for forskelsbehandling”, siger Karen Hækkerup.
Men Morten Kjærum opfordrer den danske regering til at hæver ambitionsniveauet med den nationale handlingsplan.
- ”Der bor formentlig ikke mere end 6-7000 romaer i Danmark, og det kan være fornuftigt nok at lave en strategi, der retter sig mod fattigdom, diskrimination og sociale problemer generelt, og som så også kommer romaer til gode. Men det ville naturligvis være godt med større viden om romaernes antal og situation også i Danmark”, siger han.
Efterlyser større ambitioner
Også afdelingsleder ved Institut for Menneskerettigheder, Susanne Nour, efterlyser en mere ambitiøs strategi fra den danske regerings side.
- ”Vi ved meget lidt om romaernes situation i Danmark og omfanget af diskrimination imod dem. Men meget tyder på, at de er en meget udsat gruppe. Når vi ikke ser ret mange sager om diskrimination mod romaer ved Ligebehandlingsnævnet, kan det skyldes, at romaerne mangler tillid til systemet og derfor ikke henvender sig, når de har været udsat for diskrimination, eller at de simpelthen ikke kender deres rettigheder og heller ikke ved, at de har mulighed for at klage”, siger hun.
Hun peger på, at undersøgelser blandt romaer i Sverige viser, at romaerne er udsat for diskrimination på en lang række områder, særligt boligområdet, og at en massiv informationsindsats over for romaerne har resulteret i, at langt flere henvender sig for at klage over den behandling, de har været udsat for.
Se Amnestys kampagne Hjælp Europas Romaer
Ret og råd
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der som led i den danske handlingsplan gennemføres en grundigere undersøgelse af danske romaers situation og oplevelse af diskrimination. Instituttet har allerede taget de første initiativer for at komme i dialog med roma-miljøet i Danmark.
- ”Vi vil som led i en planlagt informationsindsats i hele landet gøre mere ud af at oplyse romaerne om deres rettigheder, og om at vi på instituttet har en rådgivning, hvor man kan få hjælp til at vurdere, om man har en sag, samt til at formulere en klage til Ligebehandlingsnævnet”, siger Susanne Nour.
Også EU’s største tværnationale romaorganisation, European Roma Rights Centre, der har base i Budapest, opfordrer den danske regering til at gå mere ambitiøst til værks, end socialministeren lægger op til.
”Vi håber, at Danmark vil bruge formandskabet til at sætte skub i handlingsplanerne på de fire indsatsområder og samtidig gøre det helt klart, at det ikke kun handler om sociale tiltag, men også om at bekæmpe den racisme mod romaer, som er udbredt over hele Europa”, siger centrets direktør Dezideriu Gergely.


Hjælp os i kampen for menneskerettighederne