1. Hele verden er slagmark for en global krig, hvor menneskerettighederne ikke gælder
2. Human behandling af fanger er et politisk valg – ikke en juridisk forpligtelse
3. Tilbageholdelser, som domstolene har kendt ulovlige, kan fortsætte uendeligt
4. Retten til en fair rettergang afhænger af, hvor du kommer fra og det politiske klima
5. Retfærdighed kan gradbøjes så regeringen altid vinder
6. Dødsstraf er acceptabelt – også efter en uretfærdig retssag
7. Ofre for menneskerettighedsovergreb behøver ikke at få erstatning
8. USA vender det blinde øje til sandheden og forbrydelser under international lov
9. Respekten for universelle menneskerettigheder kan tilsidesættes, hvis den strider mod indenrigspolitiske hensyn
10. Dobbelte standarder – og ikke universelle standarder
1. Hele verden er en slagmark i en global krig, hvor menneskerettighederne ikke gælder
Præsident Bush besvarede terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 ved at indlede en global krig imod al-Qaeda og relaterede grupper. En krig, hvor den internationale folkeret og menneskerettighederne var sat ud af kraft.
Tre dage efter angrebet vedtog kongressen en resolution, Authorization for Use of Military Force (AUMF), som gav præsidenten beføjelser til at afgøre, hvem der var indblandet i 9-11 angrebet, hvem der kunne være impliceret i fremtidige angreb, og hvilken form for magtanvendelse, der var passende.
Præsident Obama har videreført disse beføjelser. Senest den 31. december 2011 har han underskrevet et nyt forsvarsbudget for 2012, National Defense Authorization Act (NDAA), som giver præsidenten mulighed for at tillade militæret at tilbageholde terrormistænkte på ubestemt tid uden anklage eller dom, indtil den såkaldte krig mod terror er slut.
Obama beordrede i januar 2009 en gennemgang af alle Guantánamo-fangernes sager med henblik på at lukke lejren. Men konklusionen fra arbejdsgruppen blev, at 48 fanger hverken kan løslades eller stilles for retten. De blev af arbejdsgruppen enstemmigt anbefalet tidsubestemt tilbageholdelse med henvisning til præsidentens beføjelser under AUMF. En indstilling, som Obama har fulgt. Regeringen har ligeledes fastslået, at præsidenten har ret til at underkende domstolsafgørelser, der frikender en fange.
Præsident Obama har ikke selv medvirket til at overføre fanger til Guantánamo. Til gengæld tilbageholder USA nu over 2.100 fanger i Parwan fængslet på Bagram flybasen i Afghanistan. Det er dobbelt så mange som for et år siden. Obama fastholder, at de er lovligt tilbageholdt under AUMF, selv om de ikke har adgang til at prøve deres sager ved en domstol. I stedet er det et militært Detainee Review Board, der afgør fangernes skæbne.
Dermed har USA befæstet en position, hvor krigens regler er sat ud af kraft, og hvor personer, der er pågrebet langt fra egentlige krigshandlinger eller en væbnet konflikt, kan tilbageholdes uendeligt med henvisning til en usynlig fjende og en udefinerbar krig. Amnesty International har en række eksempler på Guantánamo-fanger, der er pågrebet i blandt andet Iran, Aserbajdsjan, Thailand og Kenya. Det sender en besked om, at en regering kan ignorere sine menneskeretlige forpligtelser og erstatte dem med egne regler, når omstændighederne nødvendiggør det.
Tilbage til toppen
2. Human behandling af fanger er et politisk valg – ikke en juridisk forpligtelse
På en pressekonference den 14. november 2011 blev præsident Obama spurgt om sin holdning til, at flere af hans republikanske udfordrere forsvarer brugen af waterboarding – simuleret drukning af fanger, som udgør tortur. Aftenen før havde både Michelle Bachmann og Herman Cain sagt i en tv-debat, at de ville tillade det – ligesom deres forgænger George W. Bush og hans regering.
Obama svarede, at waterboarding er tortur, og at det er i strid med de amerikanske idealer og traditioner. Men han undlod at sige, at tortur er strafbart, og at regeringer har pligt til at stille de ansvarlige for tortur til regnskab. USA har hidtil afvist at retsforfølge de ansvarlige for overgreb, mishandling og tortur, herunder på Guantánamo. Med sit svar gav Obama indtryk af, at spørgsmålet om at tilslutte sig eller afvise brugen af tortur – og retsforfølgelsen af de ansvarlige – er et nationalt anliggende.
Præsident Bush fastslog i et memorandum dateret 7. februar 2002, at der var fanger, som ikke var ”juridisk berettiget” til human behandling. Justitsministeriet rådgav i den forbindelse CIA om, at efterretningstjenesten kunne anvende såkaldte udvidede forhørsmetoder under sit hemmelige fangeprogram, så længe afhøringerne ikke blev foretaget på amerikansk grund eller angik amerikanske statsborgere. Metoderne betegnes af en lang række internationale eksperter som tortur, mishandling og nedværdigende behandling.
I sin biografi fra 2010 erkender Bush, at han personligt godkendte brugen af waterboarding mod Khalid Sheikh Mohammed, der blev udsat for simuleret drukning 183 gange.
Ligeledes forsvarer Bush sin beslutning om at placere fangerne i Guantánamo Bay med, at de ellers ville have adgang til forfatningsmæssig beskyttelse så som retten til ikke at udtale sig.
Ingen er blevet stillet til ansvar for den tortur, som en række ledende medlemmer af Bush-administrationen åbent har indrømmet og forsvaret. Dermed sender USA et signal om, at det absolutte og verdensomspændende forbud mod tortur ikke gælder for USA.
På trods af den generelle accept af tortur blandt republikanske præsidentkandidater i USA – og den manglende retsforfølgelse af amerikanske torturbødler – har både Bush og Obama hvert år holdt højtidelige taler om kampen mod tortur på årsdagen for vedtagelsen af FN’s konvention imod tortur. Her har de lovet at stille ansvarlige til ansvar, alt imens fanger i amerikansk varetægt er blevet udsat for tortur og mishandling.
3. Tilbageholdelser, som domstolene har kendt ulovlige, kan fortsætte uendeligt
For halvandet år siden afgjorde en føderal domstol, at tilbageholdelsen af Mohamedou Slahi i Guantánamo-fangelejren var ulovlig. På det tidspunkt havde han været tilbageholdt i otte år, siden han blev pågrebet i Mauretanien, bragt til Jordan og Afghanistan og endelig Guantánamo.
Men Obama-regeringen var uenig og appellerede kendelsen. Obamas kontor argumenterede med, at præsidentens beføjelser ikke begrænser sig til fanger fra slagmarken, fordi det ville ”ødelægge præsidentens muligheder for effektivt at bekæmpe al-Qaeda”. Slahi sidder fortsat i fangelejren i Cuba. Han får formentlig en ny høring af sin sag i 2012.
Spørgsmålet er, om USA vil acceptere en sådan behandling af egne statsborgere i udlandet? I 2001 rejste USA en hård kritik af Peru for at nægte fanger adgang til domstolene – en såkaldt habeas corpus – som betyder, at staten skal stille en fange for en dommer indenfor kort tid for at sikre, at retsgrundlaget for tilbageholdelsen er i orden. Hvis det ikke sker, vil domstolen normalt beordre fangen løsladt.
USA valgte at tilbageholde terrormistænkte i Guantánamo-lejren for at omgå princippet om habeas corpus. Først i 2008, i sagen Boumediene v. Bush, afgjorde USA’s højesteret, at Guantánamo-fangerne havde ret til at udfordre deres tilbageholdelser ved de amerikanske domstole. På det tidspunkt havde mange af fangerne siddet fængslet i over seks år.
Siden højesterets afgørelse om, at fangerne havde ret til omgående at få prøvet deres sager, er der gået yderligere tre og et halvt år. 16 fanger har søgt og fået tilladelse til at føre deres sag ved domstolene i USA, men i samtlige sager har regeringen appelleret domstolenes afgørelser. I 12 tilfælde har appeldomstolen givet regeringen medhold, så fangerne skal blive i fangelejren i Cuba, mens fire sager er sendt tilbage til domstolene for yderligere sagsbehandling. Ingen fanger har fået lov at gøre brug af habeas corpus, på trods af højesteret afgørelse.
4. Retten til en fair rettergang afhænger af, hvor du kommer fra og det politiske klima
Brugen af militærkommissioner i stedet for almindelige civile retssager mod de hundredvis af tilbageholdte i Guantánamo-lejren betyder, at anklageren kan bruge oplysninger fremkommet under hemmelige afhøringer med brug af udvidede forhørsmetoder og uden de sædvanlige retsgarantier.
USA’s højesteret underkendte i 2006 præsident Bush’ system med militærkommissioner, men det blev opfattet som en trussel mod hele CIA’s hemmelige fangeprogram. Derfor overflyttede CIA i hast 14 højt profilerede fanger fra hemmelige fængsler i hele verden til Guantánamo. Deriblandt den hovedmistænkte for en række terrorangreb mod USA, Khalid Sheikh Mohammed. Det skete under stor mediebevågenhed. Endelig var Bush og CIA klar til at vise omverdenen, hvad fem års jagt på Osama bin Laden havde givet af interessante bifangster.
Kort efter præsenterede Bush den såkaldte Military Commissions Act for Kongressen og lod forstå, at USA med de nye militærkommissioner endelig kunne stille bagmændene for 9-11 angrebene til regnskab. Loven blev stemt igennem, og de nye militærkommissioner – der til forveksling lignede dem, som Højesteret havde underkendt – trådte i kraft.
Fem år senere er Khalid Sheikh Mohammed og fire andre fanger, som USA anklager for at have været direkte indblandet i 9-11 angrebene, stadig tilbageholdt uden at være stillet for en dommer. En overgang var der udsigt til, at Obama ville stille fangerne for en almindelig domstol på amerikansk grund. Den 13. november 2009 erklærede justitsminister Eric Holder, at de fem fanger – Khalid Sheikh Mohammed, Walid bin Attash, Ramzi bin al-Shibh, ’Ali ’Abd al-Aziz og Mustafa al Hawsawi – ville blive fremstillet ved en føderal domstol ”foran en uafhængig jury under gængse love og regler”.
Domstolene var klar til at tage sagen, men Obama tøvede – og blev udsat for voldsomme politiske angreb fra både republikanere og demokrater, der var uenige i beslutningen. Og den 4. april 2011 erklærede Eric Holder, at de fem mænd alligevel ville blive stillet for en militærkommission.
Dermed har Obama bøjet sig for det hjemlige politiske pres. Han handler dermed imod FN’s konvention om civile og politiske rettigheder (ICCPR), der forbyder at stille civile for militære domstole. Det sender et signal til omverdenen om, at USA ikke er forpligtet til at overholde internationale standarder for fair retssager.
5. Retfærdighed kan manipuleres for at sikre, at regeringen altid vinder
Fra sag til sag anvender USA skiftende juridiske modeller for at sikre, at regeringen har størst mulig chance for succes, snarere end at sikre fangerne retfærdighed og adgang til grundlæggende retsprincipper.
Når det er belejligt, vil regeringen føre sagerne ved civile domstole, men den mulighed er nu udelukket, efter at Obama den 31. december 2011 underskrev et nyt forsvarsbudget, der blandt andet forbyder overførsel af Guantánamo-fanger til fastlandet.
I en række sager tyr regeringen til militærkommissionerne, som langt fra lever op til internationale standarder for fair retssager. I de tilfælde, hvor en fange bliver frikendt ved en militærkommission – eller når en fange har udstået sin straf – forbeholder Obama-administrationen sig muligheden for alligevel at tilbageholde fangen på ubestemt tid.
I de sager, hvor en retssag ikke er mulig ifølge Obamas særlige arbejdsgruppe om Guantánamo, er fangerne overladt til tidsubestemt tilbageholdelse uden nogensinde at blive stillet for en domstol eller en militærkommission. Det er situationen for 48 nuværende fanger.
Selv hvis en fange får adgang til habeas corpus prøvelse ved en civil domstol, og dommeren finder tilbageholdelsen ulovlig, vil fangerne ryge tilbage i fangelejren, indtil en anden stat erklærer sig villig til at modtage fangen. Ventetiden kan vare flere år – hvis ikke for altid.
Obama sagde i marts 2009, at der forestår et stort oprydningsarbejde i Guantánamo Bay, og at mange af fangerne bliver vanskelige at stille for retten på grund af de metoder, som blev anvendt under afhøringerne.
”Vi har en masse fanger, som vi skulle have retsforfulgt tidligere, men det gjorde vi ikke. I nogle sager er beviserne imod fangerne blevet draget i tvivl. Men fangerne kan være farlige, og i de tilfælde kan vi ikke løslade dem”, sagde Obama.
Obama har uden tvivl stået overfor de alvorlige konsekvenser af sin forgængers ulovlige praksis. Men fangerne bør under ingen omstændigheder lide under de fejl, som USA har begået i fortiden. Enhver fange i Guantánamo, som ikke kan stilles for en dommer, skal løslades.
6. Dødsstraf er acceptabelt – også efter en uretfærdig retssag
Da justitsminister Eric Holder i november 2009 offentliggjorde, at fem højt profilerede fanger anklaget for at være involveret i terrorangrebene mod USA, ville blive overført til civile domstole og ikke militærkommissioner, forsikrede han samtidig amerikanerne om, at anklage-myndigheden ville gå efter dødsstraf.
Siden da har Obama-regeringen ændret holdning. Sagerne skal nu føres ved militærkommissioner, og kravet om dødsstraf består, selv om de anklagede ikke har samme rettigheder under en militær sag, hvor anklageren kan anvende beviser og vidneudsagn, som ikke ville blive godkendt i en civil retssag. Militærkommissionerne lever ikke op til de standarder, som FN’s Menneskerettighedskomite opstiller.
Alligevel har både præsident Bush og præsident Obama konsekvent brugt ordet ”retfærdighed”, både når det gælder de tilbageholdte i Guantánamo, og når det gælder de terrormistænkte, som dræbes af missiler fra ubemandede droner. I november 2002 blev det påståede al-Qaeda medlem Abu Al al-Harithi og fem andre mænd dræbt i deres bil i Yemen af et amerikansk droneangreb.
FN’s særlige rapportør om ulovlige henrettelser kritiserede drabet i stærke vendinger og kaldte det ”et klokkeklart eksempel på en henrettelse uden rettergang”. Den amerikanske regering var uenig og argumenterede med, at det var en del af en væbnet konflikt.
Nogle uger senere sagde George W. Bush, at ”ingen kan skjule sig for USA for evigt uden at blive stillet til ansvar”. ”Nogle svarer nu på spørgsmål i Guantánamo, andre møder deres skæbne ved pludselig retfærdighed”, sagde Bush med henvisning til likvideringer i udlandet.
Otte år senere, da præsident Obama annoncerede amerikanske specialstyrkers drab på Osama bin laden i Pakistan, sagde han: ”Retfærdigheden er sket fyldest”.
Amnesty International har siden angrebene på USA den 11. september 2001 opfordret til at stille de ansvarlige for disse forbrydelser mod menneskeheden til ansvar. Men ved en domstol og ikke foran en pistolmunding. Obamas administration har hidtil ikke villet svare fyldestgørende på de spørgsmål, som Amnesty har rejst om omstændighederne ved Osama bin Ladens død. Det efterlader ikke andre muligheder end at konkludere, at likvideringen af al-Qaeda lederen var i strid med international lov.
7. Ofre for menneskerettighedsovergreb behøver ikke at få erstatning
Det er et grundlæggende princip i international lov, at personer, der har været udsat for menneskerettighedsovergreb, skal have adgang til erstatning og oprejsning ved domstolene. Men ligesom sin forgænger har præsident Obama systematisk nægtet nuværende og tidligere fanger i den såkaldte krig mod terror den ret.
I 2004 rejste fire britiske statsborgere en erstatningssag ved de amerikanske domstole for den mishandling, de havde været udsat for, mens de blev tilbageholdt af amerikansk militær i Guantánamo i to år.
Dommer Ricardo Urbino anerkendte i sin afgørelse, at de havde været udsat for en lang række overgreb og tortur, men afviste erstatning med den begrundelse, at forhørsmetoderne var godkendt under den særlige AUMF lovgivning, der blev vedtaget umiddelbart efter terrorangrebene den 11. september 2001 og gav præsidenten uindskrænkede beføjelser til at bruge magt. Torturen var ifølge dommeren en naturlig konsekvens af, at militæret foretog tilbageholdelser og afhøringer af terrormistænkte. I det anspændte klima efter terrorangrebet var det forståeligt, hvis ”jagten på informationer førte til mere aggressive forhørsmetoder”.
En appeldomstol stadfæstede dommen i 2008 og fastslog, at ”Guantánamo-fangerne ikke har forfatningssikrede rettigheder, fordi de er udlændinge uden ejendom eller ophold i USA”.
Da Obama kom til magten, håbede mange på forandring – specielt efter at Højesteret i 2008 fastslog, at fangerne rent faktisk havde ret til habeas corpus, altså en prøvelse af deres sager ved civile domstole.
Men de blev skuffede. Den nye regering mente, at det ville være uretfærdigt overfor de statsansatte forhørslederne at pålægge dem et erstatningskrav, når reglerne for behandling af fangerne var så uklare i forhold til forfatningen på gerningstidspunktet.
Advokaterne for de fire britiske statsborgere forsøgte at tage sagen til USA’s højesteret, men den amerikanske regering argumenterede atter, at ”på det tidspunkt, hvor fangerne blev tilbageholdt i Guantánamo Bay, var det ikke tydeligt fastlagt, at de havde de forfatnings-mæssige rettigheder, som sagsøgerne gør gældende”. Højesteret afviste at tage sagen.
8. USA vender det blinde øje til sandheden og forbrydelser under international lov
Præsident Obama fastholder, at ”specifikke detaljer om tilfangetagelsen, tilbageholdelsen og afhøringerne af fjendtlige kombattanter er højt klassificerede informationer”.
Denne hemmeligholdelse udgør fortsat en massiv forhindring for at opklare de menneskerettighedskrænkelser, der blev begået under CIA’s hemmelige fangeprogram, hvor terrormistænkte blev transporteret mellem hemmelige CIA-fængsler i en række lande og udsat for tortur.
Den 18. januar 2011 afviste en domstol at give aktindsigt i dokumenter, der viser, hvor og hvordan CIA opbevarede de 14 højt profilerede fanger, som blev overført til Guantánamo i 2006 efter at have tilbragt flere år i hemmelige fængsler. Den amerikanske borgerretsorganisation American Civil Liberties Union (ACLU) søgte også om aktindsigt i de uredigerede udskrifter fra afhøringen af de 14 fanger ved militærkommissionen i Guantánamo, de såkaldte Combatant Status Review Tribunals. I Pentagons udskrifter fra høringerne er fangernes påstande om tortur og mishandling samt oplysninger om opholdssteder overstreget. Aktindsigten blev også afvist af domstolene med henvisning til, at oplysningerne ville skade nationens sikkerhed.
I sidste instans blev sagen afvist af en appeldomstol, efter at Obama-regeringen havde advaret om, at de 14 fanger kunne ”give detaljerede informationer om nogle aspekter af CIA’s afhøringsprogram, som fortsat er hemmeligstemplede”. Afhøringsmetoderne havde ifølge Obama været et af USA ”mest værdifulde redskaber i bekæmpelsen af terrorisme” og ”spillede en afgørende rolle i tilfangetagelsen af flere andre højtstående medlemmer af al-Qaeda”. Præsidenten tilføjede: ”Det nuværende forbud mod at bruge disse afhøringsmetoder gør ikke fortidens brug af dem ulovlig”.
Obama argumenterede også for, at det ville skade USA’s forhold til andre lande, hvis det blev afsløret, hvilke stater, der havde bistået CIA med det hemmelige fangeprogram.
Dermed gør USA sig skyldig i at tilbageholde vigtige anklager om tortur fra de ofre, som har været udsat for mishandlingen, og som derfor aldrig får adgang til erstatning eller oprejsning ved domstolene sådan som det er beskrevet i FN’s torturkonvention.
Amnestys rapport ”Guantánamo – A Decade of Damage to Human Rights” beskriver på side 29-34 en række af de personer, der har været udsat for CIA’s hemmelige fangeprogram – herunder Mohamed al Qahtani, Mohamedou Ould Slahi, Musa’ab Omar al Madhwani og Abu Zubaydah.
9. Respekten for universelle menneskerettigheder kan tilsidesættes, hvis de strider mod indenrigspolitiske hensyn
Lige fra begyndelsen af USA’s ”krig mod terror” forsikrede Det Hvide Hus, at ”måden, vi som amerikanere behandler mennesker på, afspejler de amerikanske værdier, med respekt for hvert enkelt menneskes værdighed”. Men allerede i februar 2002 blev Abu Zubaydah arresteret i Pakistan, og i løbet af de følgende uger blev han udsat for waterboarding 83 gange. Det var en del af den tortur og mishandling, han blev udsat for gennem fire og et halvt år i isolationsfængsel uden kontakt til omverdenen på ukendte opholdssteder i hemmelige fængsler.
Ved oprettelsen af de militære kommissioner i marts 2002 fastslog Pentagon og forsvarsminister Paul Wolfowitz, at reglerne for behandling af fangernes sager ved militærkommissionerne ”levede op til amerikanske værdier og traditioner”. Men fra international side lød der fordømmelse over en bred kam for at tilsidesætte international lov.
I sine memoirer fra 2011 skriver tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice, at oprettelsen af de såkaldte Combatant Status Review Tribunals, der skulle fastslå den enkelte fanges baggrund, var i tråd med ”vores juridiske traditioner og værdier”.
”Præsident Bush og hans toprådgivere forstod, at hensynet til den nationale sikkerhed krævede, at man gjorde, hvad der var lovligt og nødvendigt for at beskytte landet, samtidig med at man var loyal mod de værdier, der er grundstenen for vores nation”, skriver Condoleezza Rice.
Også tidligere vicepræsident Dick Cheney fastholder i sine memoirer fra 2011, at USA førte krigen mod terror med respekt for amerikanske værdier:
”Jeg har hele tiden været uenig i den betragtning, at amerikanske værdier blev tilsidesat eller kompromitteret i kampen mod terroristerne. På trods af alt det, vi har mistet i denne konflikt, har vi aldrig mistet vores moralske position”, skriver Cheney, som i lighed med præsident Bush har forsvaret brugen af waterboarding.
10. Dobbelte standarder – og ikke universelle standarder
Hvordan ville USA reagere, hvis andre lande benyttede militære domstole med amerikanske statsborgere ud fra politiske hensyn i stedet for at anvende civile domstole? Eller hvis myndighederne planlagde at henrette amerikanske statsborgere efter retssager, der ikke lever op til internationale standarder for fair rettergang? Eller hvis amerikanske statsborgere blev tilbageholdt på ubestemt tid og udsat for tortur og mishandling uden nogensinde at blive stillet for en domstol?
Vi kan foretage et kvalificeret gæt. Hvert år offentliggør USA sin vurdering af menneskerettighedssituationen i andre lande målt i forhold til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, FN’s konvention om civile og politiske rettigheder samt en række andre konventioner.
En af landevurderingerne lyder sådan:
”Regeringens overholdelse af menneskerettighederne var fortsat dårlig, og den begik stadig adskillige, alvorlige overgreb. Sikkerhedsstyrkerne begik flere ulovlige drab og blev beskyldt for at stå bag utallige forsvindinger. Sikkerhedsstyrkerne stod ofte bag tortur, vold og mishandling af civile. Regeringen undersøgte nogle af anklagerne mod sikkerhedsstyrkerne, men det førte sjældent til disciplinære straffe eller tiltalerejsning. Sikkerhedsstyrkerne benyttede vilkårlige fængslinger og tilbageholdelser, og langvarige varetægtsfængslinger var normalt. Politiske fanger fra de foregående år blev løsladt, men utallige personer blev nægtet habeas corpus ved domstolene under undtagelsestilstanden og blev tilbageholdt på ubestemt tid som ulovlige kombattanter”.
Beskrivelsen af situationen i Liberia blev publiceret i marts 2003. På det tidspunkt anvendte USA selv tortur og mishandling af fanger, tvungne forsvindinger og vilkårlige tilbageholdelser af fanger under den såkaldte krig mod terror. USA nægtede hundredvis af fanger i Guantánamo adgang til habeas corpus, og torturbødlerne og deres overordnede i CIA’s fangeprogram har fortsat straffrihed.
I 2004 skrev den daværende CIA-generalinspektør John Helgerson i en hemmelig rapport, at USA anvendte dobbelte standarder. Han fastslog, at CIA’s udvidede forhørsmetoder var i direkte modstrid med USA’s offentlige standpunkter om menneskerettigheder.
John Helgerson bemærkede, at USA i sin årlige gennemgang af menneskerettighedssituationen i andre lande fordømte tilsvarende metoder, og at præsident Bush i juni 2003 havde udtalt, at ”tortur er et angreb på den menneskelige værdighed”, og at ”USA har forpligtet sig til at opbygge en verden, hvor menneskerettighederne bliver respekteret og er beskyttet af loven”. Nogle får uger tidligere blev Khalid Sheikh Mohammed udsat for waterboarding 183 gange.
Det amerikanske justitsministerium rejste en tilsvarende kritik af de dobbelte standarder i et hemmeligt memorandum til CIA i 2005. Justitsministeriet gentog kritikken i 2007 i endnu et hemmeligt memorandum. Her lyder det, at USA’s offentlige fordømmelse af tortur og tilståelser under tvang i andre lande ”ikke stemmer overens med CIA’s afhøringsmetoder”.
Men kritikken af dobbelte standarder er prellet af på præsident Obama, som den 31. december 2011 underskrev en ny lov (NDAA), der gør det praktisk taget umuligt at lukke Guantánamo, ligesom den legitimerer tidsubestemt tilbageholdelse af terrormistænkte uden anklage eller rettergang. Flere af de republikanske udfordrere til præsidentvalget i november vil opretholde Guantánamo og støtter officielt brugen af tortur og waterboarding af terrormistænkte.
Hjælp os i kampen for menneskerettighederne