Q&A. Svar på alle spørgsmål om dødsstraf
Er dødsstraf et brud på menneskerettighederne?
Dødsstraf er et brud på den mest fundamentale rettighed i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne - retten til liv. Dødsstraf er også et brud på princippet om, at ingen må udsættes for tortur eller grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf. Dødsstraf er et ekstremt fysisk og mentalt overgreb på et andet menneske. Den fysiske smerte under henrettelser kan ikke forsvares, ligesom at det psykiske pres ved at vente på at dø i statens varetægt er en umenneskelig straf, som er i strid med Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.
Forebygger dødsstraf kriminalitet?
Undersøgelser har aldrig kunnet påvise, at dødsstraf forebygger kriminalitet mere effektivt end andre strafformer. Når muligheden for dødsstraf ikke har nogen nævneværdig præventiv effekt skyldes det bl.a. at de forbrydelser der straffes med dødsstraf - fx mord, ofte begås i affekt eller under indflydelse af stoffer eller alkohol. Istedet for at forhindre kriminalitet brutaliserer dødsstraf samfundet og udelukker muligheden for, at forbryderen kan rehabiliteres.
Er der risiko for, at uskyldige henrettes?
Uanset hvor godt et retssystem et land har, vil der altid være en risiko for at dømme uskyldige. I lande med dødsstraf betyder dette en risiko for at uskyldige henrettes. Modsat andre straffeformer udelukker henrettelser muligheden for, at man kan rette op på justitsmord. Langt de fleste af de mennesker der er blevet dømt til døden verden over, har ikke fået en retfærdig retssag, og i flere lande benyttes der bevismateriale der er blevet fremtvunget under tortur. Selv i lande der har et forholdsvist udbygget retssystem, er risikoen for at uskyldige dømmes til døden fortsat stor. Den eneste måde man effektivt kan forhindre at uskyldige henrettes, er ved helt at afskaffe brugen af dødsstraf.
Er dødsstraf en diskriminerende form for straf?
To mennesker der i det samme samfund har begået den samme forbrydelse, vil i praksis ofte få en forskellig straf. Dette kan eksempelvis være et resultat af, at den anklagede ikke har råd til kompetent advokatbistand, eller det kan være et resultat af diskrimination og racisme fra dommere og nævninge. Diskrimination i retssystemet kan derfor også være en medvirkende årsag til, at personer dømmes til døden på trods af uskyld.
Bruges dødsstraf til at undertrykke politiske modstandere?
Den uigenkaldelige karakter af henrettelser gør dødsstraf til et oplagt instrument til at undertrykke politiske modstandere eller andre kritiske stemmer. Nogle stater bruger dødsstraffen til at gøre deres fjender tavse, og i de fleste sager bliver ofrene dømt i uretfærdige retssager. Tusindvis af personer er blevet henrettet under én regering, inden de blev anerkendt som uskyldige ofre af den efterfølgende regering. Derfor bør dødsstraf afskaffes for også at sikre befolkningen mod magtmisbrug.
Fortjener krigsforbrydere ikke at blive henrettet?
Når staten dræber for at straffe drab, gentager myndighederne gerningsmandens handling og krænker endnu et menneskes ret til liv. Desuden kan man ved at henrette krigsforbrydere riskere at give dem martyrstatus, der kan inspirere andre til at begå samme forfærdelige forbrydelser. Uanset hvilken forbrydelse et menneske har begået, er dødsstraf en uacceptabel straf.
Er henrettelser ved dødbringende indsprøjtning ikke smertefrit og humant?
Der er ingen garanti for at den dødsdømte ikke oplever ufattelige smerter under henrettelser ved dødbringende indsprøjtning. men selv hvis der var, er det aldrig humant at henrette et menneske, uanset hvilken henrettelsesmetode der benyttes, og uanset om henrettelsesmetoden medfører smerte for den dødsdømte. At blive dømt til døden er en umenneskelig straf, der aldrig kan retfærdiggøres.
Er livstidsstraffe ikke mere omkostningsfulde end dødsstraffe?
Hensynet til økonomi bør aldrig sættes forud for menneskeliv.Og tilmed er det ofte dyrere at idømme dødsstraf i forhold til livstidsstraffe. De mange ressourcer, der bruges på dødsstrafssystemet kunne bruges meget mere effektivt på at forebygge kriminalitet. På trods af de mange ressourcer der bruges på dødsstrafssystemet i USA er der alligevel en stor risiko for at uskyldige dømmes til døden - for hver niende fange der er blevet dømt til døden, er en uskyldigt dømt blevet frigivet fra dødsgangen. I lande hvor der bruges færre ressourcer på dødsstrafssystemet, er risikoen for at uskyldige dømmes til døden og henrettes endnu større.
Styrker dødsstraf ikke retsfølelsen for ofrenes pårørende?
Afmagt og ønske om hævn er følelser som mange af os ville få hvis vi var i en situation hvor en af vores nærmeste blev mishandlet eller dræbt. Men det er vigtigt, at det juridiske system netop ikke handler emotionelt, men ud fra rationelle juridiske procedurer, så straf ikke baseres på følelser. Desuden er der mange pårørende til mordofre der trods deres tab er imod dødsstraf, og ikke ønsker at staten eksekverer henrettelser i deres navn. Henrettelser giver ikke nødvendigvis de pårørende fred i sindet. Tværtimod beretter flere pårørende til mordofre at smerten trækkes i langdrag når der fokuseres på den dag morderen skal henrettes, og at det ikke bringer nogen afslutning at der tages endnu et liv. Desuden skaber brugen af dødsstraf nye ofre, nemlig de pårørende til den dødsdømte. Det er dem, der straffes hårdest, når henrettelsen er blevet eksekveret.
Men der er vel tilfælde, hvor staten ikke har andet valg end at slå ihjel?
Selvforsvar anføres i visse tilfælde som en måde at retfærdiggøre, at staten slår mennesker ihjel - fx når et land er i international krig eller borgerkrig, eller når politifolk er nødt til at reagere øjeblikkeligt for at redde deres eget eller andres liv. Selv i disse situationer er den dødbringende magtanvendelse reguleret af internationalt accepterede, juridiske sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre misbrug. Denne form for magtanvendelse har til formål at imødegå øjeblikkelig fare som følge af andres magtanvendelse. Dødsstraffen kan derimod ikke betegnes som selvforsvar på grund af overhængende livsfare. Det er overlagt drab på en fængslet.
Hvad siger Amnesty til, at 'dødsstraffen er et vigtigt redskab for staten for at kunne bekæmpe kriminalitet'?
Mange regeringer tror, at de kan løse presserende sociale eller politiske problemer ved at henrette et par - eller endda hundredvis - af de indsatte i fængslerne. Alt for mange borgere - i alt for mange lande - er stadig ikke klar over, at dødsstraffen ikke giver samfundet øget tryghed, men derimod øget brutalitet.
Hvad siger international lov om dødsstraf?
Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i december 1948, anerkender alle menneskers ret til liv. Amnesty Internationals arbejde mod dødsstraf tager udgangspunkt i denne og en række andre internationale og regionale konventioner og tillægsprotokoller, som understøtter målet om at afskaffe dødsstraf.
Hvad gør Amnesty?
Amnesty afdækker og dokumenterer dødsdomme, henrettelser og øvrige overgreb på menneskerettighederne ved hjælp af verdensomspændende research. Dokumentationerne offentliggøres for at mobilisere et pres på beslutningstagere og ansvarlige myndigheder for at standse alle henrettelser, afskaffe dødsstraf og for at sikre et retfærdigt og upartisk retssystem hvor internationale standarder for menneskerettigheder implementeres. En gang om året offentliggør Amnesty nye statistikker om dødsstraf verden over.
Hvorfor er Amnesty International imod dødsstraf?
Fordi: Amnesty International er imod dødsstraf i alle tilfælde uden undtagelse, uanset hvilken forbrydelse der er tale om, hvilken personlighed gerningsmanden har, eller hvilken måde staten slår den fængslede ihjel på.
Fordi: Dødsstraffen er den ultimative fornægtelse af menneskerettighederne. Det er overlagt og koldblodigt drab begået af staten i retfærdighedens navn.
Fordi: Det er i strid med Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som fastslår, at alle har ret til liv.
Fordi: Det er den mest grusomme, umenneskelige og nedværdigende straf, der findes.
Fordi: Dødsstraffen er diskriminerende og bruges uforholdsmæssigt ofte over for fattige, minoriteter og personer med tilhørsforhold til bestemte racemæssige, etniske og religiøse grupper. Den idømmes og effektueres vilkårligt.
Fordi: Statens forsøg på at udpege de “værste af de værste” forbrydelser og forbrydere ud af de tusindvis af mord, der bliver begået hvert år, fører i sagens natur til inkonsekvens og fejl – uundgåelige fejl, der forværres yderligere af diskrimination, brud på de juridiske og etiske regler fra anklagemyndighedens side og utilstrækkelig advokatbistand.
Fordi: Så længe der kan ske menneskelige fejl i retssystemet, vil der være en risiko for, at uskyldige bliver henrettet.
Amnesty International kræver fortsat en betingelsesløs afskaffelse af dødsstraffen i hele verden.
Er det ikke nødvendigt at henrette visse forbrydere for at undgå, at de begår den samme forbrydelse igen?
En trussel i fængsel? Som metode til at undgå gentagne forbrydelser er dødsstraffen et ineffektivt værktøj. I sagens natur kan dødsstraffen kun effektueres mod en person, som allerede sidder i fængsel og dermed er adskilt fra samfundet. Eftersom denne person ikke længere kan begå voldelige forbrydelser mod andre medlemmer af samfundet, er der ikke behov for dødsstraffen til at beskytte samfundet mod ham eller hende.
Menneskelige fejl. I modsætning til fængselsstraf indebærer dødsstraffen en risiko for juridiske fejl, som vi aldrig kan rette op på. Der vil altid være en risiko for at henrette uskyldigt dømte. Dødsstraffen vil ikke forhindre disse mennesker i at gentage en forbrydelse, som de aldrig har begået.
Rehabilitering. Det er også umuligt at afgøre, om de henrettede rent faktisk ville have gentaget de forbrydelser, som de var dømt for. Ved henrettelse slår man forbrydere ihjel for at forhindre hypotetiske fremtidige forbrydelser, hvoraf mange aldrig ville være blevet begået. Det strider imod princippet om rehabilitering af lovovertrædere.
Nye procedurer er vejen frem. Nogle mener, at fængselsstraf alene ikke afholder de fængslede fra at begå nye forbrydelser, når de bliver løsladt. Løsningen er at gennemgå de eksisterende procedurer for prøveløsladelse med henblik på at forhindre, at den løsladte begår nye forbrydelser. At øge antallet af henrettelser er ikke løsningen.
Er der tegn på, at kampen for at få afskaffet dødsstraffen snart er vundet?
For hundrede år siden var der kun tre lande, som permanent havde afskaffet dødsstraffen for alle forbrydelser. I dag har to tredjedele af verdens lande afskaffet dødsstraffen ved lov eller i praksis. I løbet af de sidste ti år er der faktisk i gennemsnit over tre lande om året, som har afskaffet dødsstraffen ved lov, eller som har afskaffet den for alle forbrydelser efter først at have afskaffet den for almindelige forbrydelser. Når et land først har afskaffet dødsstraffen, bliver den sjældent genindført. [En opdateret liste over lande, der har afskaffet eller bibeholdt dødsstraffen, kan findes på siden om dødsstraf på AI’s website, www.amnesty.org.]
Der er også følgende tegn på, at det går den rigtige vej:
• Europa er blevet stort set dødsstraffrit område og har fået en rolle som fortaler for afskaffelse af dødsstraf i hele verden.
• På det afrikanske kontinent eksekveres der kun få henrettelser. Kun 6 af regionens 53 lande har med sikkerhed eksekveret statslige henrettelser i 2006.
•USA er langsomt ved at vende sig imod dødsstraffen. I en række delstater var henrettelserne i praksis suspenderet i 2006 på grund af søgsmål og sager vedrørende anvendelsen af dødelig indsprøjtning som henrettelsesmetode.
• En stadig voksende udbredelse af internationale standarder (herunder vedtagelsen af bindende traktater om afskaffelse af dødsstraf, som bliver ratificeret af flere og flere stater), tiltag i FN-regi og afgørelser og anbefalinger fra internationale domstole og traktatovervågende organer.
Er en dødelig indsprøjtning den mest smertefrie og humane måde at slå et menneske ihjel på?
Der har været problemer med brugen af dødelig indsprøjtninger:
18 minutter om at dø på live TV. Ved den første henrettelse med dødelig indsprøjtning i Guatemala 10. februar 1998 var de, der skulle administrere dødelig indsprøjtningen til Manuel Martínez Coronado, tilsyneladende så nervøse (efter sigende delvist fordi de var berørte af lyden af den dødsdømtes grædende kone og børn), at det tog dem lang tid at fastgøre den slange, som skulle bruges til at indføre giften. Derefter var der en strømafbrydelse, som stoppede giftstrømmen, og det tog den dødsdømte 18 minutter at dø. Hele forløbet blev vist direkte på statsligt tv.
I USA har der også været en række mislykkede henrettelser ved dødelig indsprøjtninger. Problemerne opstår bl.a., når den dødsdømtes blodårer er i dårlig stand på grund af intravenøst stofmisbrug.
34 minutter og to indsprøjtninger om at dø. Den puertoricanskfødte Angel Nieves Diaz, som blev dømt til døden for et mord begået i 1979, var 34 minutter om at dø som følge af en dødelig indsprøjtning 13. december 2006. Der skulle endnu en dosis til, før en læge, som havde en hætte over hovedet for at skjule sin identitet, signalerede, at Angel Diaz var død.
Henrettelsen blev gennemført, på trods af at et af anklagerens nøglevidner tilbagekaldte sit vidneudsagn mod Angel Diaz, som fastholdt sin uskyld til det sidste. Kun omkring en time før henrettelsen fandt sted, afviste USA’s højesteret Angel Diaz’ endelige appel, som havde rejst dette spørgsmål, og som også hævede, at Floridas procedurer for henrettelse ved giftindsprøjtning var forfatningsstridige. 15. december 2006 standsede Floridas guvernør Jeb Bush alle henrettelser i delstaten og nedsatte et panel, der skulle vurdere, om henrettelse ved dødelig indsprøjtning var i strid med Floridas forbud mod grusomme og usædvanlige straffe. Der ville ikke blive underskrevet flere dødsdomme, før panelet havde fremlagt sine konklusioner i marts 2007.
Præcedens. Andre amerikanske delstater er ligeledes i gang med at undersøge deres procedurer for henrettelse ved dødelig indsprøjtning, hvilket giver ny næring til argumentet om, at denne såkaldt ”humane” henrettelsesmetode ikke er mindre grusom eller smertefuld end andre metoder.
USA indførte henrettelse ved dødelig indsprøjtning for næsten 30 år siden, og metoden blev anvendt for første gang i 1982.Siden da er næsten 900 fængslede blevet henrettet med denne metode i USA, og metoden har næsten helt erstattet de alternative metoder:
- den elektriske stol,
- hængning,
- gasning og
- skydning.
Næsten 20 år efter at henrettelse ved dødelig indsprøjtning blev en del af den amerikanske lovgivning, blev metoden indført i Kina, Guatemala, Filippinerne (selvom Filippinerne afskaffede dødsstraffen i juni 2006), Taiwan og Thailand. Ved at bruge dødelig indsprøjtning som henrettelsesmetode undgås mange af de ubehagelige bivirkninger, der er ved andre henrettelsesmetoder:
- lemlæstelse og blødning ved halshugning,
- lugten af brændt kød ved brug af den elektriske stol,
- ubehagelige syn og/eller lyde ved gasning og hængning
- samt problemet med ufrivillig vandladning og tarmudtømning.
Derfor kan det være mindre ubehageligt for dem, der skal gennemføre henrettelsen. Dødelig indsprøjtning øger dog risikoen for, at medicinsk personale skal slå andre mennesker ihjel for staten, hvilket strider mod lægevidenskabens mangeårige etiske principper. Enhver form for henrettelse er umenneskelig. Alle kendte metoder kan være smertefulde, og de har hver især nogle ubehagelige træk. Det er også vigtigt at tænke på, at dødsstraffen ikke kun handler om de minutter, hvor den fængslede føres ud af sin celle og slås ihjel. En dødsdømt lever med dødsstraffen hængende over hovedet fra det øjeblik, hvor han eller hun modtager dommen, og indtil bevidstløsheden og døden indtræder.
Vi bør forstå denne søgen efter en ”human” måde at slå folk ihjel på som det, den er – en stræben efter at gøre henrettelserne mere acceptable for de mennesker, der skal udføre dem, for de regeringer, der gerne vil fremstå som humane, og for de befolkninger, i hvis navn drabene udføres.
