Hvert år i marts offentliggør Amnesty International organisationens statistikker over henrettede i hele verden.
Du kan være med til at markere begivenheden ved at deltage i aktivitetspakken Skriv for liv: Dømt til døden, som indeholder en brevskrivningskampagne, hvor man kan aktionere på sager om dødsdømte fra hele verden.
Pakken indeholder forskellige forslag til aktiviteter, som du alene eller sammen med andre kan udføre i løbet af marts måned. F.eks. kan I:
- Skrive breve: Saml familie og venner til en brevskrivningseftermiddag
- Holde en dødsstrafscafé: Se om I kan lave en aftale med en café, en restaurant eller et forsamlingshus, hvor I bor, og invitér til dødsstrafscafé. Her kan gæsterne skrive breve til fangerne, se videospots om dødsstraf, spise "deres sidste måltid" osv. Husk at invitere lokale journalister til at deltage i cafeen og skrive om aktionen samt dødsstrafsstatistikken. I kan også invitere lokale kendisser (gerne forfattere), der kan skabe opmærksomhed og lokal medieomtale.
- Arrangere et gå-hjem-møde: Hold et gå-hjem-møde på jeres skole eller arbejdsplads, og få jeres kolleger og medstuderende til at skrive breve. Her kan I også vise spots og spise "jeres sidste måltid".
- Afholde filmvisning: Lav en aftale med jeres lokale biograf om at I viser dokumentarfilmen "Dying in Dixieland", og skriv breve før og efter filmen.
Brevskrivningssagerne vil blive sendt ud i starten af marts, og herefter kan man frit aktionere i løbet af måneden - indtil kulminationen med offentliggørelsen af statistikken den 30. marts.
Tilmeld dig og bestil materialer her!