15 jan, 2010, kl 11:11

Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp, CARE Danmark og Institut for Menneskerettigheder har fremsendt et samlet forslag til udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) om Danmarks fremtidige udviklingpolitik. Essensen i oplægget er, at fattiges rettigheder bør stå i centrum for dansk u-landsvirke over en bred bank.

Massiv fattigdom trods økonomisk vækst

Ifølge Verdensbankens opgørelser lever 1,4 milliarder mennesker under fattigdomsgrænsen på 1,25 dollar om dagen. Over 1 milliard lever i slumområder, og hvert minut dør en kvinde på grund af svangerskabs- eller fødselskomplikationer. Mere end 1,3 milliarder mennesker har ikke adgang til basale sundhedssystemer.

Til trods for de seneste årtiers vækst, især i Asien, lever to tredjedele af verdens permanent underernærede i Asien og Stillehavsregionen. En fjerdedel af disse lever i Afrika. Fødevarekrisen og den økonomiske krise har fået antallet af fattige til at vokse med mere end 100 millioner, og klimaforandringer truer med at kaste yderligere millioner ud i fattigdom.

Fattigdom er også et spørgsmål om menneskerettigheder

Fattigdom er ikke kun et spørgsmål om mangel på ressourcer, men også et spørgsmål om magthaveres adfærd og beslutninger. De fleste fattige lever både i nød og i frygt. De er  fanget i en negativ fattigdomsspiral, hvor de lever uden at få dækket basale behov, i usikkerhed, uden at nyde beskyttelse fra staten, bliver udsat for omfattende diskrimination og er uden muligheder for demokratisk og aktiv deltagelse i beslutninger, der er afgørende for deres liv.

Kun ved en aktiv indsats for at sikre de fattige befolkningers rettigheder kan man bryde denne negative spiral. Amnesty mener, at Danmark har en unik mulighed for at blive et førende land internationalt med hensyn til at sætte menneskerettighederne i centrum for udviklingsbistanden og opfordrer derfor ministeren til at sikre, at styrkelse af menneskerettighederne vil indgå den fremtidige udviklingspolitik og indarbejdet i opfyldelsen af 2015-målene og i arbejdet med privatsektorstøtte og virksomheders ansvar.

Læs notatet her: Menneskerettigheder og fattigdomsbekæmpelse. Notat om Danmarks fremtidige udviklingspolitik (Word-dokument)