Tvangsfjernelserne af haitianske familier begyndte i sidste uge i området omkring 'Sylvio Cator Stadion' i hovedstadens centrum. Tilsyneladende fordi en stor sportsbegivenhed er under opsejling.
Myndighederne har eftersigende betalt hver familie det, der svarer til ca. 1300 kr for at flytte, men gav ikke passende varsel af tvangsfjernelserne og tilbød ikke alternative boliger, som familierne ellers har ret til.
Myndigheder overholder ikke menneskerettigheder
"Port-au-Princes' borgmester skal stoppe de ulovlige tvangsudsættelser af jordskælvsofre, og han skal finde passende alternative boliger til enhver af de fordrevne familier," siger Javier Zuniga, særlig rådgiver i Amnesty International.
"Ved at fordrive familier for tredje gang siden sidste års jordskælv, har de haitianske myndigheder undladt at respektere familiernes rettigheder til en tilstrækkelig levestandard og grundlæggende husly."
Omkring 7.000 mennesker havde søgt ly i 'Sylvio Cator stadion' i kølvandet på sidste års jordskælv. De blev med magt fordrevet fra selve stadionet i april 2010, hvorefter flere hundrede familier dannede en improviseret lejr i nærheden.
Stedet er bare et ud af seks af de største lejre, som Haitis præsident Michel Martelly har dømt til lukning.
Tre dages varsel og sat på gaden
Port-au-Prince borgmester Jean Yves Jason besøgte eftersigende lejren 12. juli 2011 for at informere sine borgere om, at de skulle forlade grunden inden tre dage, ellers ville de blive tvangsudsat. Det var tilsyneladende første gang, at familierne blev underrettet om de planer, myndighederne havde. Der blev ikke vist nogen retskendelse.
Borgmesteren vendte tilbage sammen med politiet 15. juli for at begynde tvangsfjernelsen at familierne.
Hvor er de 6900 familier blevet af?
Myndighederne havde udpeget et lille stykke mose to kilometer væk, som de fordrevne kunne flytte hen i. Der var kun plads til ca. 100 familier, og stedet har ingen faciliteter overhovedet. Det vides ikke, hvor resten af de 7000 familier er henne i dag.
Haiti er i øjeblikket midt i regn- og orkansæsonen, derfor vil familierne få det svært, når de skal etablere deres teltlejre i mosen.
600.000 mennesker bor stadig usikkert
Over hele landet opstod tusinder af interimistiske lejre om natten efter jordskælvet i januar 2010, som efterlod hundredtusindvis af mennesker uden hjem.
Mere end 600.000 mennesker lever stadig under usikre forhold i lejrene, og ifølge en rapport fra Den Internationale Organisation for Migration fra marts 2011 er op i mod 160.000 mennesker i risiko for tvangsudsættelser.
I november 2010 bad Den Mellemamerikanske Kommission for Menneskerettigheder de haitianske myndigheder om at vedtage en henstand for alle udsættelser fra lejrene og anbefalede, at alle ulovligt fordrevne skal overføres til steder med et minimum af sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold.
"Atten måneder efter Haitis ødelæggende jordskælv er levevilkårene i de fleste lejre stadig dystre," siger Javier Zuniga fra Amnesty.
"Hvis Haiti bestræber sig på, at genopbygningen bliver en succes, skal der gøres meget mere for at fremskynde opbygningen af lejre og for at genoprette basale faciliteter og værdighed for alle dem, der stadig bor i lejrene."


Hjælp os i kampen for menneskerettighederne