12 jun, 2009, kl 15:11

Rapporten The Unseen Majority: Nairobi's Two Million Slum Dwellers beskriver, hvordan halvdelen af Nairobis befolkning lever på kun 1 procent af byens areal i overbefolkede slumområder.

I rapporten beskriver slummens beboere et liv, som er præget af afsavn, stigende fødevarepriser, mangel på sundheds- og uddannelsesfaciliteter og chikane fra myndighederne. Regeringens løfter om at forbedre forholdene i slumområderne er ikke blevet opfyldt, og befolkningen føler ikke, at de er blevet hørt i beslutningsprocessen.

En menneskerettighedsskandale

Rapporten beskriver, hvordan skiftende kenyanske regeringer har forsømt at sikre basale rettigheder for de mennesker, der lever i slumområderne, og hvordan generationer af politikere har svigtet deres ansvar.

"Millioner bor under kummerlige forhold. De lider ikke kun under manglen på basale fornødenheder, men er også ofre for diskrimination, usikkerhed og marginalisering", siger Amnestys generalsekretær Irene Khan, som var på mission i Kenya i forbindelse med rapportens offentliggørelse. "Deres stemmer bliver ikke hørt, og de bliver ikke konsulteret eller endog informeret om beslutninger, der har indflydelse på deres liv. Det er intet mindre end en menneskerettighedsskandale."

Rapporten identificerer op mod 127.000 mennesker, som er i overhængende fare for at blive tvangsforflyttet fra deres hjem i slummen som led i en regeringslan. Ifølge beboere udføres tvangsforflytninger udføres ofte om natten eller i dårligt vejr, og ordensmagten benytter sig overdreven magt. Dem, som skal forflyttes gives ofte utilstrækkeligt eller slet intet varsel, og deres ejendele bliver ødelagt sammen med deres hjem.

Demand Dignity

Rapporten er den første, som lanceres i Amnestys kampagne Demand Dignity, som har til mål at afsløre og bekæmpe de menneskerettighedskrænkelser, der holder mennesker i fattigdom. Amnesty kræver et værdigt liv for de millioner af mennesker, som bor i slumområder verden over.