I begyndelsen af januar indledte en gruppe asylansøgere en sultestrejke i protest mod deres ulovlige indespærring på Migrant Accomodation Center i Zhuravichi, Ukraine. Den 30. januar blev sultestrejken bragt til ophør, da Ukrainske sikkerhedsstyrker i kampuniform angreb de cirka 60 asylansøgere fra Somalia og Eritrea.
Øjenvidner beretter for Amnesty International, at sikkerhedsstyrkerne tvang de indsatte til at spise, mens de filmede. Tidligere har indespærrede på centret fortalt, at de er blevet tæsket, har modtaget dødstrusler og er blevet sat i isolation i dagevis uden en seng at sove i.
”Myndighederne må sikre, at der ikke forekommer tortur eller anden mishandling af de indespærrede. De burde slet ikke holdes indespærret”, siger John Dalhuisen, Amnesty vicedirektør i Europa og Centralasien.
”Disse asylansøgere prøver at flygte fra menneskerettighedsforbrydelser i de lande, de kommer fra, og nu bliver de så udsat for overgreb i Europa.”
Skriv til Ukraines myndigheder
Officielt er asylansøgerne blevet idømt op til ét års indespærring, med henblik på at blive sendt tilbage til deres hjemlande. Men i praksis er ingen mennesker fra Somalia eller Eritrea nogensinde blevet sendt tilbage, da FN’s Flygtningekonvention forbyder at sende mennesker tilbage til deres hjemland, hvis de er i overhængende risiko for menneskerettighedskrænkelser.
Du kan være med til at hjælpe asylansøgerne i Ukraine ved at skrive direkte til de Ukrainske myndigheder inden den 13. marts 2012. I brevet kan du:
- Kræve at myndighederne garanterer, at de indespærrede på Migrant Accomodation Center ikke udsættes for tortur og minde dem om, at de ifølge FN’s konvention mod tortur har en forpligtelse til at sikre, at ingen udsættes for tortur eller mishandling
- Forlange en øjeblikkelig undersøgelse af anklagerne om, at de indsatte er blevet tæsket, truet og mishandlet.
- Opfordre myndighederne til øjeblikkeligt at løslade asylansøgere fra Somalia og Eritrea. Ifølge FN’s Flygtningekonvention må de ikke hjemsende mennesker til lande, hvor de risikerer at blive udsat for menneskerettighedskrænkelser.
- Kræve myndighederne til at standse indespærringen af mennesker fra Somalia og Eritrea, hvor der ikke er nogen udsigt til, at de kan hjemsendes på lovlig vis.
Brevet kan være på Ukrainsk, Russisk eller dit eget sprog.

Hjælp os i kampen for menneskerettighederne