10 dec, 2009, kl 12:15

Jeg ankom til Zimbabwes gule sol i lørdags den 5. december og har lige siden forsogt at sende disse ord hjem til Amnestys medlemmer og aktive i Danmark. Det er først i dag, på fjerdedagen, at det ser ud til at lykkes. Konstante strømafbrydelser har forsinket processen. Det er virkeligheden i Zimbabwe for de allerfleste mennesker. Det betyder, at der ikke er strøm til køleskabet, lys og alt andet, der drives af elektricitet.

Jeg er i Zimbabwe for at lave aktivismetræning sammen med Amnestys sektion i Zimbabwe og det internationale sekretariat (IS) i London. Amnesty i Zimbabwe består af tre ansatte: Cousin, som er director, Vongai, som er campaigner, og den administrative medarbejder Sibonele. Fra IS kommer Simeon, som er researcher på Zimbabwe, og Sergio, som arbejder med kapacitetsopbygning af mindre sektioner.

Sammen skal vi de næste tre dage facilitere en to-dages workshop for hovedbestyrelsen samt aktivister fra hovedstaden Harare og de omkringliggende områder. På lørdag er der landsmøde. Fra på mandag skal Cousin, Vongai og jeg selv rejse rundt i hele landet og holde workshops for aktivister. Det er første gang, Amnesty Zimbabwe kommer rundt i landet på den måde.

Amnesty-folkene her i landet har nogle udfordringer, som det er svært for at forstå, når man er vant til den danske virkelighed. Mere end 80 procent af befolkningen er arbejdsløse, så generelt er folk meget fattige. På grund af den økonomiske og politiske krise, som Zimbabwe har været oplevet i de sidste mange år, er blandt andet infrastrukturen ikke ret god, og den offentlige transport er meget langsommelig og utilregnelig. Det kan tage det meste af en dag at sende breve til 50 aktivister, for Amnesty Zimbabwe har ikke nogen bil. Deres internetforbindelse er så langsom, at jeg eksempelvis endnu ikke har været i stand til at sende denne blog hjem til jer.

Lige nu befinder jeg mig på Hotel Holiday Inn - som med swimmingpool og pænt klædte mennesker står i skærende kontrast til alle de mennesker, der bor i blikskure eller på gaden. De første to dage tilbragte jeg i Chitungwiza, en ghettoforstad til Harare. I det hus, jeg opholdt mig i, havde de ikke haft vand i to måneder, og der var sjældent elektricitet i mere end tre timer i døgnet.

Manglen på vand kan være sundhedsskadelig, og der er da også stadig koleratilfaelde i Zimbabwe. Derudover bliver skraldet ikke indsamlet i dette fattige område med utroligt mange mennesker, så jeg så kæmpe skraldebunker overalt, som små børn legede i. Vandet blev hentet i en brønd tæt på - og transporteret hjem på hovedet.

Jeg gik rundt i området og snakkede med folk. De fleste sagde, at der var sket forbedringer, efter enhedsregeringen kom til: Der er nu mad i butikkerne og benzin. Problemet er bare, at priserne er så høje, at en stor del af befolkningen ikke har råd til at købe ind. Eksempelvis får en skolelærer omkring 140 USD per måned, og min frokost i dag kostede 18 USD.

Andre sagde, at på trods af samlingsregeringen var folk stadig bange og mistænksomme - de tør ikke snakke politik med hinanden, for man ved aldrig, hvem man snakker med, og hvad konsekvensen af det, man siger, kan blive. En ung pige fortalte mig, at hendes far er medlem og aktiv politiker i præsident Mugabes parti ZANU-PF af sikkerhedsmæssige årsager - men når han stemmer, stemmer han på oppositionspartiet MDC.

Dagen efter denne oplevelse var jeg i Mount Pleasant, en rig forstad til Harare. Her besøgte jeg huse større end jeg kunne forestille mig med store swimmingpools, tennisbaner og mad i lange baner. Zimbabwe er kontrasternes land på så mange forskellige niveauer.

Jeg glæder mig til at fortælle jer mere om Amnesty-arbejdet, når det for alvor går i gang. Som I kan se på billedet bor Amnesty i et hyggeligt hus - men der er af sikkerhedsmæssige årsager ikke nogen bannere eller skilte med Amnesty-logo foran det. Jeg har af samme årsag min computer inkrypteret.

Ironisk nok holder ZANU-PF deres partikongres samtidig med Amnestys landsmøde, og nogle af partiets medlemmer skal bo på samme hotel som vores aktivister.

Læs også: Amnestys støtte betød alt for mig"
Under sin isolationsfængsling i Zimbabwe blev menneskeretsforkæmperen Jestina Mukoko slået og forhørt timevis, mens hun skulle sidde på knæ i grus. Nu er hun fri. Imens fortsætter rettighedskrænkelserne i Zimbabwe. Den nye samlingsregering er ved at falde fra hinanden på grund af volden.