14 dec, 2009, kl 10:12

Jeg har nu sammen med Amnesty Zimbabwe og delegationen fra det internationale sekretariat (IS) afholdt de forste to workshops og deltaget i Amnesty Zimbabwes landsmøde lørdag den 12. december her i Harare.

Torsdag og fredag holdt vi workshops om aktivisme og governance på et hotel i centrum af Harare for i alt 40 frivillige. Den første dag handlede om leadership og blev hovedsageligt faciliteret af Sergio, som er udlånt til IS fra Chile, hvor han er generalsekretaer. Sergio har haft menneskerettighedskrænkelser tæt inde på livet, da hans kone blev kidnappet under Pinochet-styret i en uge.

Efter et par timers arbejde sørgede Cousin (Director i Amnesty Zimbabwe) for, at alle stod op og sang en Ndebelesang. Ndebele er det næststørste af de mange sprog, som tales i Zimbabwe - Shona er det største. Alle sang med, og mange dansede også. Det gav rigtig god energi. Simeon, som er Zimbabwe-researcher fra IS, deltog også i workshoppen. Simeon har været menneskerettighedsaktivist i Zimbabwe i mange år inden han blev ansat af Amnesty - har blandt andet arbejdet for organisationen Zim rights.

Om aftenen var jeg ude og spise med Cousin fra Zimbabwe-kontoret. Pludselig kom en gammel mand hen og greb min hånd, mens han bad en bøn for, at jeg ville vinde en bil. Jeg har lovet at donere den til Amnesty Zimbabwe, hvis jeg vinder!

Jeg modte også Petros, som arbejder i Hatcliffe Youth Group. Hatcliffe er et område, som blev tvangsryddet under den såkaldte 'Operation Murambatsvina' for nogle år siden. Murambatsvina betyder løst oversat 'at gå ud med skraldet', og er det uofficielle navn for regeringens indsats for at rydde slumområder rundt om i landet. Kampagnen blev påbegyndt i 2005 og har ifølge FN berørt mindst 2,4 mio. mennesker, hvis hjem er blevet jævnet med jorden

Petros arbejder for at styrke folk i området, blandt andet ved at arrangere fodboldkampe. Petros kommer I til at møde har på bloggen, da jeg skal ud og besøge ham, og han har indvilget i at skrive til jer.

Næste dag var det min tur til at facilitere en workshop om kampagne og aktivisme. Første del af dagen gik med præsentation og diskussion af, hvad aktivisme og kampagne er, og hvorfor det er så vigtigt for Amnesty. Alle deltagerne var meget passionerede og engagerede, og det var meget inspirerende at arbejde sammen med dem. Mange havde selv oplevet menneskerettighedskrænkelser.

En ting jeg har lært er, at aktivisme i Zimbabwe kræver mod! Om eftermiddagen lavede vi workshop om at føre kampagner på tvangsforflytninger af romaer i Italien - deltagerne var meget kreative, og der kom idéer til både events, danse- og teaterstykker ud af det. At opleve den form for visionærere mennesker fik mig for alvor til at huske, hvorfor det er, jeg arbejder for Amnesty. Det var meget inspirerende. Jeg følte virkelig, at mit arbejde sammen med disse mennesker gjorde en forskel.

Lørdag var der landsmøde med 45 deltagere - og heraf var der 17, der gerne ville vælges ind i hovedbestyrelsen. Så der var virkelig kampvalg. Kandidaterne holdt smukke taler, og Mabel, som blev formand for Amnesty Zimbabwe, sagde i sin tale, at hvis menneskerettighedsarbejdet virkelig kommer fra hjertet, så behøver man ikke mange regler.

Senere den eftermiddag var jeg med min datter Malaika til julefest hos en af medarbejderne fra Dansk Røde Kors. Malaika er fem år, og hendes far er fra Zimbabwe, så det er dejligt for hende at være med hernede. Til festen kom en masse af de danskere, der er udsendt til Zimbabwe - blandt andet folk fra Mellemfolkeligt Samvirke, Verdensbanken og Udenrigsministeriet. Det var rigtigt hyggeligt og spændende at møde dem alle, og Malaika nød især den danske julemad, dansen og juletræet i haven under solen.

I morgen rejser jeg sammen med Cousin og Vongai fra Amnesty Zimbabwe rundt i hele landet og laver workshops. Det bliver meget spændende, og jeg vil rapportere så ofte jeg kan.

Til slut overbringer jeg en hilsen til jer alle fra Amnesty Zimbabwes menneskerettighedsforkaempere. Den anden dag bad de mig om at lære dem en sang, og det blev NU ER DET JUL IGEN. Juletræet var fire stole i midten, og så løb vi ellers alle rundt i lang tid og sang.