Det gik godt.
Priden blev gennemført, vi marcherede i samlet flok igennem parken. Det vil sige, nogen rigtig march blev det aldrig. Vi blev hele tiden afbrudt af en kvinde, som iført en lang sort præstekåbe, guldkors om halsen og bare tæer gik rundt og så ulykkelig ud. På et tidspunkt lagde hun sig ned foran optoget, dækkede sin krop med langstilkede røde roser og spillede død. Fotograferne flokkedes om hende.
Jeg var ret nervøs inden Priden - mere end jeg troede, jeg ville være. Men politiet havde situationen under kontrol, og der var en rolig stemning under selve optoget.
Der var rigtig mødt mange moddemonstranter op. De stod rundt om parken, hvor Priden fandt sted, og råbte deres hadefulde slagord. Med sig havde de bannere og skilte - "Gay Pride = Aids Pride" stod der på et af dem, andre havde piktogrammer af bøsser med en stor rød streg over. Jeg kunne genkende flere af skiltene fra billeder fra sidste års parade. De har nok genbrugt dem.
Det var en mærkelig fornemmelse at være spærret inde i parken. Vi var i bur - men det var dem udenfor, der opførte sig som dyr.
En af de estiske delatgere fortalte mig, at hun synes, at organiseringen af Priden er blevet bedre år for år - men at det virker som om, at moddemonstranterne også er blevet mere organiserede.
Nu skal vi tilbage til hotellet, ud i lufthavnen og hjem til Danmark. Det er lidt ubehageligt at skulle ud af parken og ud af politibeskyttelsens trygge favn. Vi har fået at vide, at vi skal holde os i grupper på 5-6 stykker. Vi skal passe på hinanden.



Amnesty kæmper for menneskerettigehederne – se udpluk af vores sejre her »