14 maj, 2009, kl 22:00

Så er vi i Riga. Vi er her for at deltage i - den foreløbigt aflyste - Baltic Pride på lørdag. Med os har vi de danske politikere Johanne Schmidt-Nielsen og Kamal Qureshi, som skal hjælpe os med at skabe opmærksomhed om seksuelle minoriteters forhold i den tidligere østblok.

Hvorfor Amnesty? Fordi vi skal være med til at værne om retten til at ytre sig, retten til at forsamles, og fordi vi ikke vil finde os i diskrimination på baggrund af seksuel orientering. Vi er med for at sikre gennemførelse og tilstrækkelig beskyttelse af Priden, hvilket har gjort en almindelig torsdag ualmindelig travl for de omkring 75 udsendte Amnesty-folk fra 22 lande.

Aflysningen taler for sig selv. Den understreger, hvor vigtigt det er, at der forsat er fokus på LGBT-rettigheder - altså rettigheder for homo-, bi-, og transseksuelle - og at vi stadig har kampe at kæmpe.

Heldigvis ser det ud til slaget i Riga ikke er tabt endnu. Mozaika, den lettiske organisation, som står bag Priden, er gået til retten for at få omstødt afgørelsen. Vi er positive og tror på, at vi har retten med os. Vi får se efter høringen fredag formiddag. Efter sigende bakker politiet op om gennemførelsen, nu havde de jo lige planlagt det hele. Desuden er det langt mere uoverskueligt at have en masse tossede menneskerettighedsforkæmpere til at rende rundt i hele byen, modsat i en afspærret park.

Den såkaldte danske delegation nyder Kamals medbragte madpakke, og venter spændt på dagen i morgen.