16 jan, 2012, kl 12:32

Mange lande er involverede i våbenhandel enten gennem produktion, salg eller fragt. Men handel med våben bliver ikke kontrolleret, og det har store menneskelige konsekvenser. For eksempel når børn bliver tvunget til at bære våben eller sikkerhedsstyrker bruger våben og tåregas mod fredelige demonstranter.

Deltag i Amnestys kampagne for kontrol med våbenhandel

Våbentraktat et stort skridt for menneskerettighederne

Kontrol med våbenhandel kan forhindre, at våben havner hos folk, der begår overgreb på andre. En international våbentraktat vil forbyde salg af våben til regimer, hvor der er risiko for, at de bliver brugt til at krænke menneskerettighederne. Amnesty arbejder for, at FN vedtager sådan en traktat. Derfor har vi brug for din hjælp til at fortælle om problemet og lægge pres på landene i FN.

Amnesty kræver, at alle stater skriver under på en traktat om, at de vil følge den gyldne regel. Den går ud på, at hver eneste gang, der handles med våben, skal det vurderes, om disse våben kan blive brugt til krænkelser af menneskerettighederne. Hvis det er tilfældet, må handlen ikke finde sted.

Forhandlinger i FN

I juli 2012 afholder FN en konference, hvor alle verdens lande skal blive enige om, hvordan en våbentraktat skal se ud. Men der er store forhindringer, for at landene kan blive enige. Flere lande, blandt andet USA, Rusland og Brasilien er imod en traktat.

Amnesty har de sidste 8 år arbejdet for at få FN til at vedtage denne våbentraktat, og op til forhandlingerne i juli lægger vi et maksimalt pres på regeringer og våbenproducenter.