26 maj, 2009, kl 09:51

En kvart million mennesker er stadig fordrevne efter heftige kampe mellem militæret og de Tamilske Tigre. De fleste af de fordrevne civile lever nu i interneringslejre kontrolleret af regeringen, og har hårdt brug for humanitær hjælp. Mange er sårede, underernærede, udmattede og traumatiserede efter kamphandlingerne i de seneste uger.

Amnesty modtager fortsat rapporter om omfattende og grove krænkelser af menneskerettighederne i Sri Lanka, herunder forsvindinger, henrettelser, tortur, tvangsrekruttering til bevæbnede grupper samt seksuel vold.

FN i aktion?

FN’s Menneskerettighedsråd holder tirsdag den 26. maj en særlig session om den humanitære krise i Sri Lanka. Det sker efter en målrettet diplomatisk indsats fra ikke mindst den danske regering, og Amnesty opfordrer rådet til at presse den Sri Lankanske regering til straks at give uhindret adgang for FN og uafhængige humanitære organisationer, så yderligere krænkelser af menneskerettighederne kan undgås.

Retsopgør nødvendigt

Samtidig må FN arbejde for, at der sendes en uafhængig fact-finding mission til Sri Lanka, som kan undersøge de mange beskyldninger om alvorlige overgreb og siden komme med anbefalinger om, hvordan de ansvarlige kan retsforfølges og ofrene sikres retfærdighed.

Den nuværende humanitære katastrofe kommer oveni en årelang række af menneskeretskrænkelser i Sri Lanka, hvor de ansvarlige for grove overgreb fra regeringshæren og politiet typisk er sluppet for straf. De Tamilske Tigre har også straffrit kunnet terroriseret civile, rekruttere børnesoldater og brutalt nedkæmpe opposition fra andre dele af det tamilske samfund.