Mindre end 48 timer efter sin indsættelse lovede Barack Obama at lukke Guantánamo inden for et år. Siden er blot én ud af 245 fanger blevet løsladt. Dette på trods af, at 50 fanger er blevet godkendt til løsladelse. De er aldrig blevet anklaget for noget, og USA vil ikke retsforfølge dem. Hvis de sendes hjem risikerer de at blive udsat for tortur eller blive dræbt.
Amnesty opfordrer den danske regering til at tage imod eksempelvis de tre fanger Oybek Jamoldinivich Jabbarov og Komollidin Kasimbekov fra Uzbekistan og Isamael Al Bakush fra Libyen.
Skriv under og hjælp de tre mennesker ud af det juridiske ingenmandsland på Guantánamo.
Hvad mener Amnesty?
Amnesty har opfordret USA til at sætte en stopper for de ulovlige fængslinger på Guantanamo, blandt andet ved selv at give frigivne mænd mulighed for at bosætte sig i USA. Samtidig støtter Amnesty Præsident Obamas direkte opfordringer til flere EU lande om at modtage navngivne fanger.
I et åbent brev til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen opfordrede Amnesty og Dansk Flygtningehjælp i oktober 2008 den danske regering til at tage imod tre navngivne Guantanamofanger. Det drejer sig om Oybek Jamoldinivich Jabbarov og Komollidin Kasimbekov fra Uzbekistan og Isamael Al Bakush fra Libyen.
I januar 2009 skrev Amnesty et lignende brev til Per Stig Møller. Den danske regering har indtil videre ikke sagt ja til at modtage nogen fanger.
Vi opfordrer dig til at hjælpe os med at lægge pres på regeringen, så Danmark også kan bidrage til at afvikle Guantanamolejren hurtigst muligt.
Hvad gør de andre europæiske lande?
Frankrig:
Frankrig har sagt ja til at give opholdstilladelse til Lakhdar Boumediene en 43 årig mand fra Algeriet. Boumediene blev fredag den 15.maj fløjet til Frankring. Han har ikke fransk statsborgerskab, men slægtninge i Frankring. Boumediene har sultestrijet siden 2006, men er blevet tvangfodret af fængselspersonalet.
Tyskland:
USA har forelagt en liste med ni Urighurer, som de gerne vil sende til Tyskland, men den tyske regering har sagt at de ikke kan tage stilling til forespørgslen før de har mere information om Guantánamo fangerne. Den tyske udenrigsminister har under et besøg i USA sagt, at Tyskland kun kan acceptere de ni Urighuerer, hvis andre europæiske lande også gav opholdstilladelse til nogen af dem.
Derudover har lande som Portugal og Spanien indvilliget i at tage imod fanger fra Guantánamo. Derfor mener Amnesty, at Danmark også bør vise ansvar og hjælpe med at få Guantánamo lukket.
Hvem er de tre fanger?
Oybek Jamoldinivich Jabbarov
Oybek Jamoldinivich Jabbarov (30) er uzbekisk statsborger. Han er gift og har to børn, 8 og 6 år. Han har aldrig set sin yngste søn. Familien bor sandsynligvis i dag i en flygtningelejr i Mashad, Iran. Jabbarov har været i amerikansk arrest siden november 2001. Han ankom til Guantánamo i juni 2002, inden da blev han tilbageholdt på Bagram Air Force Base samt i Kandahar, i Afghanistan. I februar 2007 informeredes Jabbarov om, at han nu var godkendt til at forlade Guantánamo, men han kan ikke sendes tilbage til sit oprindelsesland, da han der risikerer at blive udsat for tortur eller anden krænkende behandling. Bl.a. FN, Human Rights Watch og USA's udenrigsministerium har dokumenteret menneskerettighedsovergreb i Usbekistan.
Der findes ikke nogle troværdige beviser for de anklager USA har rejst mod Jabbarov, men det ændrer ikke ved, at disse anklager kan være lige med dødsstraf for ham i Uzbekistan. USA udelukker dog stadig ikke muligheden for, at sende ham tilbage til sit hjemland.
Jabbarov er en ung mand, der har brugt mere end 6 år i amerikansk varetægt.
Ismael al Bakush
Ismael al Bakush er libanesisk statsborger og har været tilbageholdt på Guantanamo i over 6 år. Han er blevet godkendt til at forlade den militære base på Cuba, og er dermed én af de 50 personer, som er free to go. Men da ingen lande vil tildele Bakush asyl, er han i overhængende fare for at blive sendt tilbage til Libyen, hvor han står til at blive tilbageholdt på ubestemt tid, blive udsat for tortur og i værste fald henrettelse.
Komollidin Tohirjanovich
Komollidin Tohirjanovich Kasimbekov ("Komol") er 29 år. Han har siden juni 2002 været tilbageholdt på Guantanamo uden sigtelse. Han er godkendt at forlade Guantanamo men kan ikke vende tilbage til sit oprindelsesland, Usbekistan, fordi han der risikerer at blive udsat for tortur eller anden krænkende behandling. Komol har været godkendt til løsladelse fra Guantanamo i snart to år.



Køb signeret Guantanamo plakat
