16 maj, 2009, kl 14:33

"Det har haft afgørende betydning for alle os, der har deltaget i priden, at fastholde retten til at ytre sig i et demokratisk samfund. Priden er en lovligt anmeldt demonstration og skulle derfor gennemføres" siger kampagneleder Helle Jacobsen.

Ifølge Helle Jacobsen forløb priden i Riga sikkert, men omgivet af voldsomme moddemonstranter. Med truende tilråb markerede moddemonstranterne deres antipati. Men heldigvis var politiet i Riga beredt og sørgede for, at priden kunne gennemføres i sikkerhed.

"Moddemonstranterne var tydeligvis meget ophidsede. Det var en voldsom oplevelse for alle, der gik med i priden. Den massive modstand imod både Baltic Pride og Moskva Pride bekræfter os i, at der fortsat skal arbejdes hårdt for at ændre holdningen til homoseksuelle i de pågældende lande. I forhold til de baltiske lande bør EU tage problemet alvorligt og gå aktivt ind i arbejdet - jo før jo bedre", siger Helle Jacobsen.

Amnesty fortsætter kampen for homoseksuellses rettigheder i de baltiske lande sammen med den lettiske organisation Mozaika.

Baggrund

Myndighederne i Riga besluttede torsdag den 14. maj at forbyde den planlagte Baltic Pride. Begrundelsen: At priden er "krænkende" og udgør "en fare for den offentlige sikkerhed". Det skete på trods af, at organisationen bag priden, Mozaika, fik tilladelse allerede den 8. maj, og at et forbud er krænkelse af de baltiske homo-aktivisters ytrings- og forsamlingsfrihed og et brud på både lettisk og international lov.

Mozaika stævnede straks beslutningen ved retten. Og fredag eftermiddag fik de medhold, og det blev vedtaget ved retten i Riga, at Baltic Pride skal gennemføres på samme tidspunkt og lokalitet, som det har været planlagt hele tiden. Meldingen vakte stor jubel i retssalen og blandt pridens tilhængere. Men flere af Pridens tilhængere har været udsat for trusler.

Amnesty: Homoseksuelles rettigheder skal beskyttes

"En march kan ikke forbydes udelukkende fordi noget chokerer, forarger eller generer andre mennesker," siger Nicola Duckworth fra Amnesty International. "At forbyde demonstrationen vil være en krænkelse af de baltiske homorettighedsaktivisters ytrings- og forsamlingsfrihed."

Det er de lettiske myndigheders ansvar at sikre, at Priden kan gennemføres.

75 Amnesty-aktivister fra 23 lande - heriblandt en delegation fra Danmark, som også inkluderer politikerne Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Kamal Qureshi (SF) - rejste i weekenden til Riga for at deltage i priden og udtrykke deres solidaritet med homo-, bi- og transseksuelle i Estland, Letland og Litauen.

Grelle forhold for homoseksuelle

Samme dag som Priden i Riga blev afholdt, blev Moskva Pride opløst ved vold. Homofobi er udbredt i den tidligere østblok, og homo-, bi- og transseksuelle udsættes for diskrimination og voldelige overfald.

Det er tredje år i træk, at Amnesty deltager i Priden i Riga.