I juli 2009 vedtog Litauens parlament 'Lov om beskyttelse af mindreårige mod skadelig virkning af offentlig information', der virker stærkt diskriminerende i forhold til seksuelle minoriteter. Loven forbyder blandt andet offentlig information om homoseksualitet i skoler og på steder, hvor børn kan få adgang til det. De må ikke udsættes for information, der promoverer andre familieformer end ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Argumentet er, at det kan have en "skadelig virkning på udviklingen af mindreårige". Loven trådte i kraft den 1. marts i år, og med den i hånden forsøger 52 litauiske parlamentarikere at stoppe Baltic Pride - en parade for homo-, bi- og transseksuelle - der efter planen skal finde sted i hovedstaden Vilnius den 8. maj.
Amnesty Internationals landsmøde tager kraftigt afstand fra den litauiske regerings fortsatte diskrimination og undertrykkelse af homoseksuelle. Landsmødet opfordrer det internationale samfund til at lægge pres på Litauen for at bringe lovgivningen i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder. Det er statens pligt at beskytte sine mindretal mod diskrimination og sikre retten til forsamlings- og ytringsfrihed.
Amnesty International roser EU-parlamentet for at reagere skarpt og konsekvent på Litauens åbenlyse diskrimination af seksuelle minoriteter og appellerer til EU-Kommissionen om at tage sagen op og om nødvendigt at indbringe Litauen for EU-domstolen for brud på EU's charter om grundlæggende rettigheder. EU skal sikre, at samtlige medlemslande overholder EU's regler for demonstrations- og ytringsfrihed og beskytter borgerne imod diskrimination.
Samtidig kræver Amnestys landsmøde, at de litauiske myndigheder sikrer, at Baltic Pride kan gennemføres under fredelige forhold og under politiets beskyttelse - uden frygt for voldelige overfald fra de forventede moddemonstrationer fra højrenationalistiske kræfter i landet. Amnesty International sender delegationer fra 20 lande for at beskytte og overvåge demonstrationen for homoseksuelles ytrings- og forsamlingsfrihed.



Hjælp os i kampen for menneskerettighederne