I december sidste år satte en tunesisk gadehandler ved navn Mohamed Bouazizi ild til sig selv i trods og fortvivlelse over sin regering. Det antændte vrede over hele Tunesien, som hurtigt spredte sig til Egypten, Algeriet, Bahrain, Jordan, Libyen og Yemen, hvor mennesker strømmede ud på gaderne. Takket være sociale medier så resten af verden med.
Se hvordan historien om Mohamed Bouazizi blev spredt verden over via Youtube
Se hvordan Facebook bliver brugt til at fortælle om Mohamed Bouazizi
Bedre adgang til dokumentation
Lækkede informationer fra Wikileaks https://wikileaks.dk/wp/ dokumenterede, at mange lande kendte til den politiske undertrykkelse og korruption i Tunesien, men valgte ikke at handle. Informationerne viste også, at diplomater fra USA, Storbritannien og Canada vidste, at diplomatiske forsikringer fra Tunesien om, at mistænkte, der udleveres til landet, ikke vil blive tortureret, var upålidelige. Herigennem fik resten af verden et indblik i Mohamed Bouazizis og andre tuneseres desperation og magtesløshed over, at ingen ville lytte. På den måde har Wikileaks ændret spillereglerne for, hvem der kontrollerer information.
De undertrykte har fået en stemme
De sociale medier bliver brugt til at give undertrykte befolkninger verden over en stemme, til at afsløre undertrykkende regimer og deres vestlige allierede og til at opbygge solidaritet på tværs af grænser. Brugen af sociale medier til at fremme social retfærdighed har også vundet fodfæste i lande som Kina, hvor modstandere af styret bruger blogs og andre sociale medier til at gå uden om de traditionelle informationskanaler.
Stater kæmper mod sociale medier
Regeringer verden over har også opdaget de nye medier og gør, hvad de kan for at forhindre, at de bliver brugt til at kræve frihed og retfærdighed. Lande som Aserbajdsjan, Cuba, Kina og Vietnam bruger 'hensynet til den nationale sikkerhed' som påskud for at overvåge, censurere og blokere internetaktivitet, og bloggere er blevet fængslet efter uretfærdige retssager, isolationsfængslet og udsat for torturrisiko. Myndighederne i Iran og Kina har endda ansat regeringstro bloggere til at modarbejde dem, der ytrer sig mod styrerne.
På trods af dette har regeringer i hele verden - også de vestlige - måttet sande, at de ikke kan kæmpe mod den teknologiske udvikling. Der bliver hele tiden opfundet nye metoder, som kan snige sig uden om den statslige censur, og staterne får sværere og sværere ved at forsvare at lukke for telefon- og internettet.
Hjælp os i kampen for menneskerettighederne