Afrika

I marts måned 2009 udstedte Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) en arrestordre på Sudans præsident Omar Al Bashir. Anklagen lød på krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab i den krigshærgede Darfur-provins. Det var første gang nogensinde, at Den Internationale Straffedomstol tiltalte et siddende statsoverhoved.

Langt fra ord til handling - noget om  straffrihed

Arrestordren var et enestående skridt imod straffrihed i den årelange konflikt, som siden 2003 har drevet over to millioner mennesker på flugt og kostet flere hundredetusinder livet.

Men Den Afrikanske Union (AU) viste sig desværre at være en del af problemet snarere end en del af løsningen. AU modsatte sig domstolens arrestordre og vedtog en resolution i juli, som fastslog, at man ikke ville samarbejde om at udlevere Al Bashir til retsforfølgelse. Det på trods af, at mange afrikanske ledere med bombastisk retorik har forsikret omverdenen om deres engagement i menneskerettighederne og deres intentioner om at sikre ansvarlighed for årtiers menneskerettighedskrænkelser i det udpinte kontinent.

Denne modsætning mellem afrikanske lederes ord og handling er hverken ny eller enestående.

Massive krænkelser i væbnede konflikter

Konflikterne mellem væbnede oprørsgrupper og regeringsstyrker i Den Centralafrikanske Republik, Chad, DR Congo, Somalia og Sudan fortsatte i 2009 med grove krænkelser af civilbefolkningernes menneskerettigheder til følge. Humanitære organisationer i områderne havde yderst svære arbejdsbetingelser, som blev forværret af hyppige angreb.

Somalia stod uden et fungerende retssystem og uden mekanismer til at overvåge menneskerettighedskrænkelser begået af de stridende parter. I DR Congo blev civilbefolkningen ofre for angreb, seksuel vold og plyndringer, og brugen af børnesoldater fortsatte. FN's fredsbevarende styrke MONUC indgik i et stærkt kritiseret samarbejde med den congolesiske regeringshær, hvis fælles militære operationer ødelagde landsbyer og kostede tusindvis af liv.

Overgreb på civilbefolkninger

Den manglende vilje til at placere ansvaret for krænkelser af menneskerettighederne kom også til udtryk i mange regeringers velsignelse af ordensmagtens overgreb på civilbefolkningen. Det var ikke usædvanligt i 2009 at se afrikanske sikkerheds- og politistyrker bruge vold mod civile.

Den 7. februar 2009 åbnede Madagaskars præsidentielle armé ild mod ubevæbnede demonstranter og dræbte 31. I Nigeria dræbte politiet hundreder. I Guinea mistede over 150 livet, da sikkerhedsstyrker gik til angreb på en fredelig demonstration.

På trods af positive udmeldinger fra både FN, Den Afrikanske Union (AU) og Den økonomiske sammenslutning af vestafrikanske lande (ECOWAS) var det snarere reglen end undtagelsen, at sådanne hændelser ikke blev undersøgt og de ansvarlige stillet for retten.

Censur og chikane

Frie medier har det vanskeligt i store dele af Afrika. I Angola blev flere journalister sagsøgt for 'misbrug af medierne'. I Cameroon blev en reporter idømt tre års fængsel for 'falske nyheder', lokale journalister blev arresteret i DR Congo, Eritrea, Gambia, Nigeria og Uganda og udenlandske journalister blev deporteret fra Sudan og Chad. I Somalia blev ni journalister dræbt og mange andre truet på livet. Alt i alt prægede censur og chikane mediearbejdet i størstedelen af de afrikanske lande.

Også menneskerettighedsaktivister stod for skud over hele kontinentet. Modstandere af flere afrikanske regeringer blev truet, overfaldet eller dræbt, for eksempel i Kenya og Burundi.

Virksomheders ansvar

Multinationale virksomheders udvinding af råstoffer i det fattige Afrika medførte i flere tilfælde grove menneskerettighedskrænkelser. I DR Congo spillede mineindustrien en markant rolle i den fortsatte konflikt, og olieudvindingen i Nigerdeltaet medførte massiv forurening og et ødelagt livsgrundlag for millioner af mennesker.

Behov for politisk lederskab

Manglende ansvarstagen fra både stater og virksomheders side prægede også i 2009 udviklingen i hele Afrika. Amnesty ser det som afgørende, at dette problem løses. Hvis ikke, vil det være umuligt at opnå den respekt for menneskerettighederne, som kontinentet så desperat har brug for.

Den Afrikanske Union (AU) burde gå forrest, men har i nogle tilfælde vist sig at agere stopklods. Kravet om ansvarlighed lyder stærkere og stærkere i disse år, men ægte dedikation fra de politiske ledere er nødvendig, hvis der skal finde forandring sted.